Shippingekspert: Suez-krisen kan ramme hårdt, men styrer uden om forbrugerne

Det kan komme til at vare lang tid, inden forholdene i Suezkanalen er normaliseret efter den store grundstødning. Det kan blive katastrofalt for nogle importører, men forbrugerne kan ånde lettet op.

 
I seks dage har containerskibet »Ever Given« blokeret Suezkanalen, som er et af verdens vigtigste farvande for handelsskibe. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Redigering: Kristina Finne. Fold sammen
Læs mere

Selvom det gigantiske containerskib »Ever Given« er begyndt at sejle igen, vil der gå lang tid, inden sejladsen gennem Suezkanalen er normaliseret. Det kan give masser af ventetid, blive uhyre dyrt og koste milliarder af kroner for hele den globale økonomi.

Men fra en shippingekspert kommer der nu en beroligende melding til de danske forbrugere. I den sammenhæng får det ingen betydning.

Det mener Lars Jensen, der er administrerende direktør og stifter af SeaIntelligence Consulting.

»Nu har Suez været lukket en uge, og det lyder af meget. Men hvad de færreste ved, er, at to ud af tre containerskibe sejler med forsinkelse på grund af pandemien. En uges forsinkelse har været et problem i mange måneder, og det har ikke ændret det for forbrugeradfærden,« siger Lars Jensen.

Lars Jensen, administrerende direktør og stifter af SeaIntelligence Consulting

»Som forbruger kan det betyde, at når du går ned i butikken, kan du ikke vælge mellem 500 forskellige løbesko, men kun 480. Det er ikke det store problem.«


»For den almindelige forbruger ude på gaden får det ingen effekt. Hvis man vil have et meget specielt havebord i IKEA, kan man måske komme til at vente. Nogle bilfabrikker kan måske vente på nogle dele. Det koster for bilfabrikkerne, men ikke for forbrugerne,« siger Lars Jensen og bruger et klart billede på, hvem der kommer til at betale prisen for krisen i Suezkanalen.

»Som forbruger kan det betyde, at når du går ned i butikken, kan du ikke vælge mellem 500 forskellige løbesko, men kun 480. Det er ikke det store problem. Men hvis jeg er importør af sko og ikke kan få plads til mine 20 sko, kan det true min virksomhed,« siger Lars Jensen.

»Der kommer en regning, og hvem skal betale den? Det vil i første omgang være importørerne,« siger Lars Jensen.

Omkostningerne er små

Skibstransporten er uhyre afgørende for den globale handel, da langt de fleste varer bliver transporteret ad søvejen. I den sammenhæng betyder Suezkanalen en del. Omkring 12 procent af den samlede søtransport går gennem kanalen, der er 162,2 km lang.

Lars Jensen påpeger, at det modsat betyder, at der er 88 procent, der ikke går gennem kanalen.

Han fremhæver samtidig, at der i andre perioder er sket det, at Suezkanalen stort set ikke har været brugt. Når olieprisen falder, kan det betyde, at det rent faktisk er billigere at sejle neden om Afrika i stedet for at betale afgiften for at sejle gennem kanalen.

»Generelt er fragtraterne fra Asien til Europa blevet femdoblet over de seneste måneder, og det mærker forbrugerne ikke. Der må være en regning, der skal betales, men i den sammenhæng er det vigtigt at sige, at omkostningerne ved at sende varerne med en container er uhyre små,« siger Lars Jensen.

»Det er ikke den omkostning, der er den væsentligste del,« siger Lars Jensen og understreger endnu en gang, at for den virksomhedsejer, der pludselig ikke kan få plads på skibene, kan forsinkelserne betyde konkurs.

To andre danske shippingeksperter fremhæver over for TV 2, at grundstødningen af det store containerskib kan betyde, at der kommer ændringer forhold til Suezkanalen.

Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Harald Bie, fremhæver, at skaderne på verdensøkonomien på grund af grundstødningen vil være synlige, for det bizarre uheld kommer på det værst tænkelige tidspunkt for verdenshandlen.

»Fragtskibe er i forvejen tæt på fyldte, og fragtrater mellem Asien og Europa var rekordhøje allerede før uheldet. De vil nu forblive høje i et godt stykke tid fremover,« siger Ulrik Harald Bie.