SAS har en overset milliardformue i London

Det hårdt trængte SAS sidder på en overset guldgrube i form af værdifulde start- og landingsrettigheder i London-lufthavnen Heathrow. Rettighederne kan muligvis bruges som sikkerhed for nye virksomhedsobligationer.

SAS har tre-fem procent af start- og landingstilladelserne i London Heathrow, og det kan vise sig at være yderst værdifuldt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Luke MacGregor/Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Cirka to milliarder danske kroner lyder markedsværdien af SAS, efter at selskabets aktiekurs de seneste år konstant har tabt højde. Men reelt er værdien af SAS sandsynligvis langt større. SAS har mellem tre og fem procent af de samlede start- og landingstilladelser i London Heathrow og er dermed blandt de største luftfartsselskaber i den engelske lufthavn. Det skyldes en hyppig frekvens af afgange til både Oslo, Stockholm og København.

Alene SAS’ start- og landingstilladelser - de såkaldte slots - i Europas travleste lufthavn, London Heathrow, har en værdi på adskillige milliarder kroner. Det viser nye beregninger, Berlingske Business har foretaget.

På hverdage har SAS 21 landings- og startrettigheder i Heathrow. På lørdage har de 12 og på søndage 20. Det internationale revisionsfirma Deloitte har tidligere beregnet værdien af de mest attraktive slots-par i London Heathrow til mellem 25 og 30 millioner pund eller mellem 230 og 280 millioner kroner. Værdien svinger dog noget, og slots midt på dagen eller i weekenden har langt mindre værdi end slots i de tidlige morgentimer eller sidst på eftermiddagen på hverdage, vurderer Deloitte.

»Vi har ikke selv foretaget en værdifastsættelse af vores start- og landingsrettigheder i Heathrow, da det netop er en rettighed - og ikke aktiv - vi ejer. Men der er ingen tvivl om, at netop rettighederne i Heathrow er meget efterspurgte og derfor har en værdi i markedet,« siger Sture Stölen, IR-chef i SAS.

Værdien af slots i Heathrow kan da også meget vel være på vej til at blive en mere aktiv del af luftfartsselskabernes finansieringsmodeller. IAG, som er moderselskabet bag flyselskaberne British Airways og Iberia, varslede i juli i år, at de ville undersøge muligheden for at udstede virksomhedsobligationer med sikkerhed i selskabets slots i Heathrow.

Dyr finansieringsform

IAG er den suverænt største indehaver af slots i Heathrow. Selskabet sidder på cirka 50 procent af start- og landingsrettigheder i lufthavnen, og man havde planer om at stille 31 af disse som sikkerhed for nye obligationer. Kreditvurderingsinstituttet Moody’s stod bag værdifastsættelsen af IAGs rettigheder og vurderede dem til cirka fire milliarder kroner.

Ifølge Moody’s ville obligationer baseret på Heathrow-slots opnå en rating på A3 - medium til lav risiko. IAG valgte dog at opgive obligationsudstedelsen i sidste øjeblik, da selskabet vurderede, at finansieringsformen ville blive for dyr.

»Vi har selvfølgelig fulgt med i IAGs forsøg på at udstede obligationer med sikkerheder i selskabets Heathrow-rettigheder, men vi har ikke selv konkrete planer om noget lignende. Vi har set løst på det, og det er en mulighed, men det er også en meget vanskelig værdi at fastlægge, og derfor er det ikke noget, vi har taget med som et aktiv i vores regnskab,« siger Sture Stölen.

London er unik

SAS har også en lang række slots i travle lufthavne som Frankfurt og Charles De Gaulle i Paris, men det er især rettighederne i London, der kan vise sig værdifulde, da den engelske storlufthavn lider under massive kapacitetsproblemer og samtidig er hovedlufthavn for luftfartstrafikken mellem USA og Europa.

At man kan handle med start- og landingstilladelser i EU er et nyt fænomen, da EU- Kommissionen først tillod handlen tidligere i år. Derfor har det indtil nu været vanskeligt at fastslå, præcis hvad en landings- og startrettighed i Heathrow er værd. I USA har luftfartsselskaberne i flere år enten handlet med eller brugt landingsrettigheder som sikkerhed for obligationer.

Sidste år fik luftfartsbranchen en forsmag på, hvad de attraktive Heathrow-rettigheder kan være værd. Det skete, da netop IAG overtog det mindre britiske flyselskab BMI.

BMI var ejet af Lufthansa og kendt for at flyve med store underskud. Alligevel endte IAG med at byde over halvanden milliard kroner for BMI.

Sandsynligvis udelukkende for at få fingre i selskabets slots i Heathrow, hvor selskabet havde adskillige daglige start- og landingstilladelser.

En vanskelig øvelse

På trods af den potentielt store værdi af SAS’ Heathrow-rettigheder er der dog ingen garanti for, at selskabet kan få held med at rejse penge ad den vej, vurderer Lars Heindorff, aktieanalytiker i den norske investeringsbank ABG Sundal Collier.

»Det er meget svært for investorer at værdifastsætte start- og landingstilladelserne i Heathrow. Først og fremmest er det kun en rettighed og ikke noget, som SAS ejer. Derudover er der også forskel på, hvilken værdi rettighederne udgør for det enkelte luftfartsselskab. British Airways kan bruge rettighederne til deres store langdistancemaskiner, mens SAS flyver til London med små fly.«

Samtidig vurderer Lars Heindorff også, at investorerne vil være bekymrede for den juridiske side af start- og landingsrettigheder som sikkerhed.

»Hvad sker der med en slot, hvis flyselskabet ikke kan udnytte den, og der er pant i den. Det er en juridisk gråzone, som man endnu ikke har afprøvet.«