Sanktioner kan underminere den russiske økonomi

Landets BNP skrumper, men det er ikke det værste. Vestens sanktioner kan skade landet alvorligt på længere sigt, advarer Verdensbanken.

De økonomiske sanktioner mod Rusland påvirker på længere sigt blandt andet forbrugertilliden. Arkivfoto: Yuri Kochetkov/EPA
Læs mere
Fold sammen

Den måske mest ildevarslende økonomiske nyhed fra Rusland kom for 14 dage siden, da den internationale bryggerikoncern Heineken annoncerede nogle organisatoriske tiltag: Koncernens russiske og hviderussiske aktiviteter ville fremover blive lagt ind under Heinekens Afrika-Mellemøsten-region.

Den er man sikkert ikke helt færdig med at synke i Moskva, men sådan er status for Rusland, et år efter at Kreml udløste den største sikkerhedspolitiske krise i Europa i moderne tid og dermed påførte sig selv både vestlig vrede og økonomiske sanktioner.

Ruslands tiltagende isolering er allerede begyndt at bekymre udenlandske investorer. De direkte udenlandske investeringer i landet styrtdykkede i de første tre kvartaler af 2014. Fraregner man investeringer fra de lande, der traditionelt bliver brugt af russere til at parkere penge i, var der tale om en tilbagegang på 59 procent i forhold til 2011-2013, viser en ny rapport om russisk økonomi fra Verdensbanken.

Den russiske regering selv mener, at det nok skal gå. Man venter i alt et fald i investeringerne på 11 procent i år, forklarede økonomominister Aleksej Uljukajev under spørgetimen i Dumaen i fredags ifølge Interfax. Han tilføjede dog, at faldet i statslige kapitalanbringelser var mindre, og faldet i private investeringer større.

Faldet i investeringerne er ifølge Verdensbanken en af de tre måder, som de vestlige økonomiske sanktioner rammer den russiske økonomi på.

For det første betyder sanktionerne kapitaludstrømning og valutauro – uro er der ingen anlægsinvestorer, som kan lide. For det andet er sanktionerne med til at lukke af for russiske virksomheders adgang til international finansiering, hvilket i sig selv besværliggør investeringer. Og for det tredje påvirker sanktionerne direkte både forbrugertilliden og erhvervstilliden. Hvis man som russisk forbruger eller russisk erhvervsmand oplever, at landet er på vej ud i en økonomisk krig med omverdenen, påvirker det ens lyst til at forbruge og investere.

Mandag var der ganske vist gode nyheder fra øst: Morgan Stanley har forbedret sin prognose for russisk økonomi. I marts ventede den store investeringsbank, at Ruslands BNP ville falde med 5,6 procent i år. Men nej, det bliver kun et fald på fem procent, mener Morgan Stanley nu, og det er jo dog, trods alt, en forbedring.

Årsagen til forbedringen i prognosen er blandt andet, at olieprisen er steget lidt, og at Ruslands Bank, landets halvvejs uafhængige centralbank, har lempet pengepolitikken lidt og sænket renten – til 15 procent.

Ruslands Bank selv er også en smule mere optimistisk. Banken løftede forleden sin prognose en anelse, så man nu kun tror, at økonomien vil falde med mellem tre en halv og fire procent i år. Det var en opjustering på cirka et procentpoint.

Men altså, fire eller fem procents tilbagegang, tilbagegang er der, og selv om Ruslands økonomi på ingen måde er ved at bryde sammen, så er den ved at køre fast.

I første omgang er det næppe noget, som truer styret i Kreml, selv om sociologer er begyndt at berette om et øget antal protester rundt om i landet over sociale nedskæringer og besparelser i sundhedssektoren. For arbejdsløsheden er stadig rekordlav – Rusland har i mange år været et land med svindende befolkning – og inflationen er stadig forholdsvis lav og under kontrol – i hvert fald set med russiske øjne.

Spørgsmålet er bare, hvad der sker på længere sigt. Foreløbig har den russiske økonomi været ude af stand til at udnytte den fordel, som den trods alt har fået af den lavere rubelkurs; eksporten er ikke steget. Og Verdensbankens økonomer tvivler på, at der er det store potentiale for at erstatte importvarer med egen produktion.

Desuden kan sanktionerne »få alvorlige virkninger på mellemlangt og langt sigt«, advarer Verdensbanken.

For hvad var det, der knækkede nakken på det sydafrikanske apartheidregime? Det var, i sidste ende, sanktioner.

Sanktionerne forhindrede ikke Sydafrika i at fortsætte med at eksportere guld og diamanter, men til sidst kvalte sanktionerne investeringerne. De finansielle sanktioner skabte usikkerhed, hvilket fra midten af 1980erne fik investeringerne til at falde; fra 26 procent af BNP i 1980-1985 til 19 procent af BNP i 1985-1990. Måske ikke et brat fald, men nok til, at nettoinvesteringerne til sidst gik i stå, og kapitalapparatet voksede ikke længere. I 1994 aflagde Mandela ed som præsident.