Sådan skal ejerledernes bankpakke se ud

Skattenedsættelser og aktivitetsfremmende aktiviteter er blandt ønskerne til Bankpakke II blandt virksomhedsejere, som ErhvervsBladet.dk har talt med.

Lars Neupart, it-sikkerheds-virksomheden Neupart:

- Jeg er stor tilhænger af skattenedsættelser. På den helt korte bane kommer det dog ikke til at påvirke min egen virksomhed, men det vil påvirke ansatte rundt omkring i virksomhederne, fordi de får flere penge mellem hænderne. Og jeg er overbevist om, at det vil være med til at få gang i samfundshjulene. Det vil gavne alle virksomheder – også min egen.

- Rigtig mange betaler topskat, i hvert fald i videnstunge virksomheder, og når de får flere penge at bruge, vil virksomheder nyde godt af det og købe ind hos andre virksomheder. Skattenedsættelser bør i hvert fald være et element i pakken. Det vil ikke løse finanskrisen på tre eller seks måneder, men på lidt længere sigt vil det være medvirkende til, at det går de danske virksomheder bedre.



John Norden, bankportalen Mybanker.dk:

- Det er nu, alle kræfter skal sættes ind. Tsunamien er her allerede - konkurserne er på toppen, og hos Mybanker.dk vurderer vi – på baggrund af vores kontakter til både banker, virksomheder og private, at der bliver fyret i størrelsesordenen ti-femten procent lige nu. Derfor lyder vores ønskeliste også på, at der i første omgang kommer en kreditpakke, som tilfører 100 milliarder kroner i ansvarlig lånekapital – og der bør på toppen fortages nogle aktivitetsfremmende aktiviteter.

- Her taler vi om at fjerne den kommunale grænse, så vi kan få gang i renoveringen i kommunerne. Der er mangel på arbejde til byggeerhvervet, byggematerialerne historisk billige - så det er det rigtige tidspunkt at få gang i de kommunale investeringer. Regeringen bør desuden være opmærksom på, at den danske befolkning i form af aktie- og værditab har tabt i størrelsesordenen af 50 storebæltsbroer. De føler sig fattigere, så et par ekstra kroner i tegnebogen i form at små skattelettelser får dem ikke til at gå og bruge løs igen.



Jesper Bunde-Pedersen, netvirksomheden BilligVVS.dk:

- Vi er ikke så berørte. Vi skylder ingen penge, har ikke noget varelager, og folk betaler up front, så vi har et positivt cashflow. Dér, hvor vi gerne ser, at bankpakken kommer så hurtigt som muligt, er i forhold til vores leverandører. De er hårdt ramt, og uden dem er vi ikke så meget, for de står for al distribution af varerne. Generelt tror jeg på, at bankpakken og skattelettelser gør, at der kommer mere gang i hjulene. Når det sker, gør det også, at vi har en bedre forretning.



Bengt Sundstrøm, onlineauktionshuset Lauritz.com

- Jeg synes absolut, at det vigtigste i Bankpakke II er at sikre, at kapiltalindsskuddet så også bliver lånt ud til erhvervslivet. Det nytter ikke noget, hvis bankerne bruger det til at lukke egne huller. Kapitalen skal ud og arbejde i virksomhederne, så vi kan undgå en stigende arbejdsløshed - og i stedet får gang i hjulene igen. Det er bestemt noget af det vigtigste, men det er et komplekst område – og man skal også passe på med at straffe bankerne og slå deres risikovillighed helt ihjel.



Nene Lieberkind Morning, økonomichef i Nordkemi

- Vi tror, at bankpakken vil give ro og stabilitet ude på markedet. Det vil betyde, at man fra bankernes side vil begynde at bakke de mindre virksomheder op igen. Det, tror vi, er meget vigtigt. Vi har gode kunder, som har problemer med at få forhøjet deres kassekreditter i spidsperioder. Det, håber vi, vil lykkes med bankpakken, at bankerne begynder at turde igen. Nu tager vores kunder nu tager små delordrer hjem, fordi de mangler økonomisk formåen. For os betyder bankpakken her og nu en øget omsætning, som vil give os en bedre likviditet, fordi vi har råvarer, som hurtigere får ben at gå på.