Den mest populære rejseuge i efteråret venter lige om hjørnet: Mandag begynder efterårsferien.
Har rejsefeberen ramt dig i sidste øjeblik, er det ikke for sent at finde pungen frem og bestille en rejse.
Per J. Andersson, der er medstifter af Sveriges mest kendte rejsemagasin Vagabond, kommer med sine bedste råd til at rejse uden at skulle bruge hele sin livsopsparing til Euroinvestor.
Hans fem råd lyder:
Tjek europæiske destinationers omkostninger
Tag lidt længere væk
Flyt dig ud af centrum
Tag eventuelt toget
Lån dit hjem ud og bo gratis
Rejseeksperten foreslår, at man tjekker, hvor der er lave leveomkostninger, fordi det også betyder, at der er billigt at være turist. Her foreslår han hjemmesiden Eurostat.
Per J. Andersson påpeger, at det også kan betale sig at rykke sig lidt længere end alle de andre turister. Han bruger den populære græske ø Mykonos som eksempel på en dyr destination, hvor der findes et billigere alternativ tæt på. Fra den kan man kigge over på øen Naxos, hvor eksperten vil skyde på, at det kun koster det halve at holde ferie.
På samme måde er det billigere at flytte sig lidt ud af centrum fremfor at bo lige i midten af en større by, fortæller han.
Men turen til og fra din feriedestination er også en af de udgifter, der vejer tungest.
Per J. Andersson fortæller, at en billig måde at rejse rundt i Europa på, er at tage toget. En interrailbillet, der lader dig rejse i op til 33 europæiske lande til en fast, lav pris, vil i mange tilfælde være det bedste økonomiske valg.
En anden måde, man kan rejse billigt, er ved at låne sin bolig ud og samtidig finde et sted at bo. Her foreslår eksperten, at man kan bruge hjemmesiden Home Exchange.
»Der er jo også Airbnb, hvor man også kan finde billige steder at bo,« siger Per J. Andersson til Euroinvestor.