Sådan rammer forsyningskrisen danskerne – på tre områder er det rigtig slemt

Julehandlen er reddet, mener danskerne. Danskernes indkøb af tøj, sko og andre af den slags forbrugsgoder er ikke påvirket af forsyningskrisen. Den rammer til gengæld danskerne på andre områder.

Tiden er kommet til at købe en elbil. Sådan er der sikkert mange danskere, som tænker i øjeblikket. Men forsyningskrisen giver ventetid på danskernes køb af en ny bil. Næsten halvdelen af de danskere, som er ude og købe ny bil, må vente længere tid på at få den, end de regner med. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Schlueter/Reuters/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forsyningskrisen rammer danskerne, men måske på en lidt anden måde end ventet. Det er først og fremmest håndværkere, større husholdningsapparater og biler, som danskerne har svært ved at få fat i. Det viser en undersøgelse fra Danske Bank.

Forsyningskrisen er den uventede, men alligevel kontante følgesvend efter corona. Coronarestriktioner i diverse lande verden over og prop i containertrafikken har gjort det svært at få de nødvendige varer frem. Det er en situation, vi aldrig tidligere har oplevet.

Det rammer de danske virksomheder, men også de danske forbrugere. Danske Bank har spurgt et repræsentativt udsnit af danskere, om de er blevet skuffet over leveringstiderne, når de har været på indkøb af varer og tjenester inden for de seneste tre måneder.

Det er YouGov, der har udarbejdet analysen, og 2.000 danskere medvirker.

Resultaterne viser, at du først og fremmest godt kan glemme alt om at ringe efter en tømrer eller murer og tro, at vedkommende kommer dagen efter.

»Det peger på, at problemet med leveringstider især er et problem, når det kommer til at skaffe en håndværker. Mangel på hænder lader med andre ord til at ramme forbrugerne herhjemme mere direkte end mangel på varer,« siger privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen.

»De steder, der er varemangel, er især inden for de større varige forbrugsgoder – ikke mindst biler, hvor næsten halvdelen oplever leveringstider, som er overraskende lange. For de større forbrugsgoder til hjemmet er det også et forholdsvist udbredt problem med omkring én ud af tre, der har været på udkig efter elektronik eller husholdningsapparater, som er blevet negativt overrasket af leveringstiden,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Værst i hovedstaden

Ser vi helt konkret på tallene, er det 55 procent, der har oplevet længere ventetid på en håndværker, end de havde forventet. Værst ser det ud i Region Hovedstaden, hvor 58 procent måtte vente på en håndværker. Mindst udtalt er problemet i Region Sjælland, men her er det stadig halvdelen, som svarer, at håndværkeren er længere tid om at komme, end de havde regnet med.

Det er svært at få en håndværker. Det er en del af forsyningskrisen. Over halvdelen af de danskere, som har brug for en håndværker, må vente længere tid, end de regner med. Værst ser det ud i Hovedstaden. Her er det 58 procent, som må vente på håndværkeren. Det viser undersøgelse fra Danske Bank. Fold sammen
Læs mere
Foto: Signe Goldmann.

Til gengæld er danskerne ikke så bekymrede, når det gælder de mange ting, som vi køber ind til jul. På de mindre forbrugsgoder som tøj, legetøj og sportsudstyr er det småt med problemerne med leveringstider. Her er det 80 til 90 procent, der oplever, at tingene er på hylderne som forventet.

»Specifikt i forhold til julen forventer flertallet ikke, at de kommer til at opleve, at problemer med varemangel i detailhandlen vil give dem problemer i forhold til julegaveindkøb,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

»Forsyningskrisen lader altså ikke til for alvor at være et problem for de fleste forbrugsgoder, som vi køber til hverdag. Og selvom der bestemt er visse typer varer og tjenester, der kan være svære at få fat i for tiden, så mener jeg ikke, at man over en bred kam skal gå og bekymre sig over varemangel,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Det letter lidt

Spørgsmålet er så, hvor længe danskerne skal være plaget af forsyningskrisen i et eller andet omfang. Når det gælder ventetid på en håndværker, handler det om mangel på arbejdskraft. Den situation bliver nok ikke bedre lige med det første.

I regeringens udspil til finansloven for næste år er der lagt op til, at den ekstraordinære stigning i det, som populært kaldes håndværkerfradraget, vil blive fjernet. Det kan måske være med til at tage lidt af presset på håndværkerne og give dem lidt mindre at lave.

Når det gælder mangel på biler og andre varer, er der nok lidt mere lyse tider på vej. Ifølge en artikel i amerikanske Wall Street Journal er den globale forsyningskrise ved at løsne lidt op.

I Asien er der stadigt færre fabrikker, som er lukkede på grund af corona. Herudover er energikrisen også ved at aftage, og der begynder at være mere plads i havnene, så varerne kan komme afsted til tiden. I USA siger de største varehuskæder, at de har varerne på plads til de kommende helligdage.

I Asien letter forsyningskrisen lidt. Der er stadig færre fabrikker, som er lukkede på grund af corona. Herudover er energikrisen også ved at aftage, og der begynder at være mere plads i havnene, så varerne kan komme afsted til tiden. Fold sammen
Læs mere
Foto: -.

Til gengæld er problemet med mangel på arbejdskraft ikke bare et dansk problem. Det er globalt, og på den front vil der nok først for alvor være bedre tider til næste år.

Vender vi tilbage til Danmark og ser specifikt på julen, så kan undersøgelsen fra Danske Bank bekræfte, at der på nogle områder er bedre tider på vej. Flertallet forventer ikke, at varemangel i detailhandlen kommer til at give dem problemer i forhold til indkøb af julegaver.

»Blandt dem, der forventer, at det har en påvirkning, er der flest, der svarer, at det vil få dem til at gå tidligere i gang med at handle julegaver end normalt. Eller at de simpelthen må opgive at få nogle af de gaver, som de har planlagt,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

»Kun syv procent fra stikprøven forventer, at de kan blive nødt til at betale mere for deres gaver, end de havde planlagt. Der er halvt så mange, som forventer, at de ikke kan få de varer, de ønsker,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.