Sådan fortæller man historien i Tyskland

I Tyskland ville det være helt uacceptabelt at tie om sin fortid under Anden Verdenskrig; alene af den grund, at ingen virksomheder kunne undslå sig for at levere til krigsmagten. Tier man om historien, udløser man kun spørgsmål om, hvad det er, man ikke vil fortælle.

Foto: ROLF VENNENBERND
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BASF
Kemikoncernen er bygget på grundlag af den berygtede IG Farben-koncern, som drev en fabrik for syntetisk gummi, der leverede til hæren. Fabrikken lå ved Auschwitz, og den blev bemandet med koncentrationslejrfanger. Det fortæller BASF selv om her. (engelsk tekst)

Henkel

Er mest kendt for vaskepulver, og det er ikke så interessant et produkt fra en militær synsvinkel. Men på sin hjemmeside oplyser koncernen under den historiske gennemgang, at man beskæftigede godt 100 tvangsarbejdere under krigen. Mere står der ikke – men det står der dog. (tysk tekst)


Hochtief
Den store entreprenørkoncern gør sig umage for at give et afbalanceret billede af sin historie i Det Tredje Rige. Koncernen havde ingen nazister i ledelsen i 1933, og de jødiske medlemmer af bestyrelsen blev først smidt ud, da Nürnberg-racelovene blev gennemført i 1935. Men man byggede også for militæret, og ja, man brugte tvangsarbejdere. Det fortæller Hochtief om i en særligt fremhævet erklæring, hvor koncernen også beretter om sin indsats for at betale erstatninger til de overlevende. Læs om det her. (engelsk tekst)


Daimler
Producenten af Mercedes Benz går mere i detaljer. I gennemgangen af koncernhistorien hører vi om, hvordan bilfabrikationen i stigende omfang blev udført af tvangsarbejdere fra både Vest- og Østeuropa, af krigsfanger og af koncentrationslejrfanger. Krigsfangerne og tvangsarbejderne fra Østeuropa ”blev interneret i baraklejre under fængselslignende forhold. Koncentrationslejrfangerne blev overvåget af SS under umenneskellige forhold. De blev ”udlånt” til private virksomheder for penge.” Det svarer sikkert til behandlingen af MTHøjgaards polske tvangsarbejdere og FLSmidths estiske koncentrationslejrfanger, men vi ved det ikke, for koncernerne fortæller som sagt ikke om det. Det gør Daimler til gengæld - her. (engelsk tekst)

Deutsche Bank
Tysklands største bank er muligvis den virksomhed i Tyskland, der har gjort mest for at bearbejde sin fortid. Banken har oprettet sit eget historiske institut med flere bogudgivelser bag sig, og i gennemgangen af koncernhistorien på hjemmesiden læser man både om medvirken til ”ariseringer” – beslaglæggelse af jødisk ejendom - handel med guld fra myrdede jøder og ivrig ekspansion i Østeuropa i hælene på Hitlers fremrykkende hære. Læs om det her. (engelsk tekst)