S vil have sorte rengøringsdamer og barnepiger i register

Registrér din rengøringsdame og få skattebonus.

Sådan lyder et forslag fra Socialdemokratiet, der vil lave et register på nettet, hvor private kan tilmelde deres nuværende "sorte" barnepiger, rengøringsdamer og havemænd, skriver Nordjyske Stiftstidende og Fyens Stiftstidende.

- Der bør oprettes en mulighed for borgerne, så de kan registrere deres arbejdskraft i hjemmet - helt simpelt på en hjemmeside med cpr-nummer på arbejdsgiveren og cpr-nummer på den, man ansætter. Siden skal varetages af SKAT, som så også står for at opkræve den skat, som vedkommende skal betale. siger Socialdemokratiets skatteordfører John Dyrby.

Forslaget fra Socialdemokratiet kommer efter, at Fyens- og Nordjyske Stiftstidende har afsløret, at brugen af sort rengøringshjælp er fordoblet siden 2001.

- Regeringen satser meget på en holdningsændring, når det kommer til sort arbejde, men det er nødt til at følges op af en praktisk løsning, og man er selvfølgelig også nødt til at give folk et incitament til at lade sig registrere. Derfor er det oplagt at give de, der tilmelder sig, en skattefordel, som kan mærkes af både arbejdsgiver og arbejdstager, siger John Dyrby.

Belønning over skatten

I 2004 søsatte regeringen en "Fair-play-kampagne" mod sort arbejde i erhvervslivet.

Kampagnen siger derimod ikke så meget om, hvordan man forholder sig til sort økonomi bag folks hoveddør. John Dyrby mener, at et af problemerne med sort arbejde i private hjem er, at de fleste ikke aner, hvordan de skal forholde sig, hvis de gerne vil betale hushjælpen "hvidt".

I princippet skal arbejdsgiveren nemlig oprette sig som firma, indbetale til feriekonto og på andre måder tilbyde rettigheder som arbejdsgiver, Og det er noget pjat, mener han.

- I en tid hvor der er mangel på arbejdskraft, er det indlysende, at overlægen skal kunne betale sig fra rengøring og græsslåning. Derfor skal det også være nemt, siger han.

Venstres skatteordfører Kim Andersen afviser over for de to Stiftstidender, at en registrering kunne være et våben mod sort arbejde med begrundelsen, at Socialdemokratiet forsøger at relancere hjemmeserviceordningen:

- Vi har ikke behov for flere kinesiske æskesystemer - det er misforstået, hvis man tror, det øger folks lovlydighed. Reglerne på området er meget klare, og det er stadig rengøringsdamens ansvar at oplyse indkomsten til SKAT, og hvis man endelig skal snakke om incitament, så er det at skabe økonomisk råderum i folks hverdag via lettelser i folks skatteprovenu, siger Kim Andersen.

Kilde: Nordjyske Stiftstidende