S-profiler afviser kovending: »Jeg står helt på mål for mine svar«

Op til valget var de imod en særlig skat på de allerhøjeste indkomster. Nu forsvarer de top-topskatten. Men hverken skatteminister Jeppe Bruus (S) eller politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen (S) har lavet en kovending, fastslår de.

Skatteminister Jeppe Bruus (foto) står fast på, at han ikke har ændret mening om top-topskatten. Søren Bidstrup

En kovending defineres i Den Danske Ordbog som »et overraskende eller fuldstændig skift i standpunkt, adfærd eller lignende«.

Men selvom både skatteminister Jeppe Bruus (S) og Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, op til folketingsvalget i kandidattesten fra DR svarede, at de var imod en »særlig skat på de allerhøjeste indkomster«, og nu kalder det »socialdemokratisk kernepolitik«, passer deres holdningsskift ikke på den definition.