S og SF vil forhøje selskabsskat

Partierne vil kradse 5 milliarder mere ind i selskabsskat.

Læs mere
Fold sammen
Selskabsskatten skal forhøjes fra de nuværende 25 til 28 procent, hvis Socialdemokraterne og SF får regeringsmagten efter næste folketingsvalg. Det skriver dagbladet Børsen.

Den tanke er stik imod de seneste års forsøg på at sænke den danske selskabsbeskatning, så den kommer til at ligge på niveau med andre lande.

Dog tænker de to oppositionspartier, at finanskrisen skal rides af forinden.
- Det er jo ikke her og nu. Det er jo først, når vi ser, at hjulene er begyndt at snurre igen. Vi har været nødt til at sige: Hvor skal pengene komme fra? Og der har vi valgt en skønsom blanding af godt og mindre godt, siger Socialdemokraternes erhvervsordfører Orla Hav.

Ikke medregnet olieindtægter fra Nordsøen har selskabsskatten de seneste tre år indbragt i gennemsnit 44 milliarder kroner. Socialdemokraterne og SF’s nye forslag vil ifølge deres beregninger give 5 milliarder ekstra i statskassen. Alligevel skal partierne ikke regne med at få helt så mange penge ud af det, lyder vurderingen fra DI.

- Selskabsskat er en af de mest følsomme skatter at ændre på, da virksomhederne blot vil lægge deres aktiviteter andre steder hen, siger Kent Damsgaard, erhvervsøkonomisk chef, DI til Børsen.

- ulha