Ryanair-aflysninger bringer ikke ferien i fare

Skulle Ryanair blive tvunget til at aflyse flyvninger som følge af lukningen af basen i København eller den varslede konflikt, skal selskabet selv sørge for, at passagererne kan komme frem, lyder det fra myndighederne.

Foto: Brian Bergmann

Hvis du er en af dem, der står med en Ryanair-billet til en solskinsfyldt hovedstad i Europa og er nervøs for aflysninger, skal du hverken frygte for ferien eller dine penge.

For Ryanair skal give dig en flybillet hos et andet selskab til din planlagte destination, hvis det irske lavprisselskab pludselig må aflyse afgange hen over sommeren som følge af de problemer, det er løbet ind i.

Det fastslår chefkonsulent hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Henrik Sedenmark.

»Hvis du har købt en rejse fra A til B, så har du ret til at få den. Så Ryanair skal sørge for, at du kan få den rejse, hvis der skulle komme aflysninger,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Og er det helt umuligt at få en ny rejse, skal flyselskabet som minimum give pengene igen, forklarer Henrik Sedenmark.

Aflysningsfrygten kommer i slipstrømmen af den opsigtsvækkende afgørelse, Arbejdsretten onsdag kom frem til i striden mellem det irske lavprisselskab og fagbevægelsen. Retten gav grønt lys til, at fagbevægelsen kan indlede en sympatikonflikt mod Ryanair, fordi selskabet ikke vil tegne danske overenskomster med blandt andet sine kabineansatte.

Og torsdag har Serviceforbundet så varslet en konflikt mod flyselskabet med virkning fra 18. juli.

»Jeg har trykket på knappen og har sendt konfliktvarslet af sted til Ryanairs danske advokat samt til hovedkontoret i Dublin,« fortæller forbundsformand John Dybart.

Allerede nu ventes flere afgange til Polens hovedstad, Warszawa, at blive droppet i midten af juli. Det er dog endnu uvist, om de aflysninger har forbindelse til Arbejdsrettens dom og en truende konflikt.

Selv om dommen er gået imod Ryanair, fastholder selskabet sine afgange fra København, fastslår kommunikationschef Robin Kiely i en mail til Berlingske Nyhedsbureau.

»Ryanair vil fortsætte med at operere flyvninger på 12 internationale ruter til og fra København ved at bruge fly fra andre baser,« meddeler han.

Men skulle der alligevel blive aflysninger, skal man som rejsende tage fat i selskabet, fortæller Henrik Sedenmark fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

»Man tager fat i den, der har solgt billetten, og beder om at få den ydelse, man har købt. Er der en kortere forsinkelse, må man acceptere det. Er den længere - så lang at det ikke giver mening at tage af sted - kan man kræve pengene tilbage,« siger han og oplyser, at der også kan være mulighed for kompensation i forhold til EUs regler.

»Det kan ikke udelukkes, at man har ret til kompensation. Der er en forordning om flypassagerers rettigheder, der gælder ved overbookninger, forsinkelser eller aflysninger, og den vil muligvis kunne komme i spil i det her tilfælde,« siger Henrik Sedenmark.

Selve situationen omkring Ryanairs fremtid i København er torsdag stadig uafklaret. For selv om det irske lavprisselskab i første omgang må droppe København, vil det bruge den kommende tid på at granske afgørelsen fra Arbejdsretten og se situationen an, oplyser kommunikationschefen.

»Vi har instrueret vores advokater til at appellere afgørelsen, og vi har også indgivet sekundære krav til den danske arbejdsret og vil gennemgå situationen i de kommende dage og uger,« lyder det fra Robin Kiely.

Ryanair har torsdag meddelt, at man vil klage over afgørelsen til Europa-Kommissionen og andre europæiske retsinstanser.