Den første amerikanske dollar blev lavet for over 200 år siden, og valutaen har en dominerende plads i verdensøkonomien.

Men nu arbejder Rusland sammen med en række andre lande på at lave en ny platform, der vil bane vejen for handel uden om den amerikanske dollar.

Sådan lød det mandag fra den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, ifølge det russiske nyhedsbureau TASS.

Initiativet kommer fra BRIKS-landene med nøglemedlemmer som Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Gruppen ønsker mere udlån og handel i deres nationale valutaer, skriver Business Insider.

Det er i stor interesse for Rusland at få sig selv og sine handelspartnere væk fra dollaren, da landet er ramt af betydelige sanktioner fra USA og dets allierede som følge af krigen i Ukraine.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har tidligere opfordret til at udfase brugen af den amerikanske dollar og andre »giftige valutaer«, som han kalder dem.

Er dollaren truet?

BRIKS-landene er i disse dage i gang med at afholde et todages møde i Nisjnij Novgorod i Rusland, og diskussionen om en ny betalingsplatform tog sine første skridt på et møde mellem landene i Johannesburg sidste år.

De nærmere detaljer om den nye platform er stadig ganske sparsomme, men betalingssystemet kunne komme i form af et nyt valutasystem, der gør det muligt for centralbanker at håndtere transaktioner i lokal valuta direkte.

Sådan lød vurderingen i maj fra Christopher Granville, administrerende direktør for global politisk forskning hos GlobalData TS Lombard.

Han forventer desuden, at flere detaljer om systemet kommer frem i forbindelse med landenes møde senere på året i den russiske by Kazan i slutningen af oktober.

I årevis har dollaren været den mest anvendte valuta globalt set.

Mandag lød det i en vurdering fra Jared Cohen, præsident for globale anliggender hos Goldman Sachs, at siden Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine i 2022 har spørgsmålet om en postdollarverden vokset i takt med vestlige sanktioner.

Ifølge Jared Cohen er der for tiden »reelle geoøkonomiske modvinde mod dollaren«, men det amerikanske finansielle system er en så »central søjle i verdensøkonomien«, som synes svær og nærmest umulig at vælte ned fra sin piedestal.

Han anerkender dog en »marginal« bevægelse mod en dedollarisering – altså processen, hvor dollaren får mindre indflydelse:

»Det globale finansielle system er under forandring, og intet er sikkert. Men det ville stadig være forkert at satse mod dollaren,« lyder vurderingen fra Cohen.