Ringkjøbing Landbobank Q3: Vil ramme toppen af forventningerne

Ringkjøbing Landbobanks første ni måneder har budt på et stigende overskud, og det giver banken anledning til at præcisere sine forventninger opad.

ARKIVFOTO Ringkjøbing Landbobank. exteriør Torvet 1 - Ringkøbing Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Banken ser nu årets basisresultat ligge omkring toppen af det tidligere udmeldte interval på 525-600 mio. kr., fortæller den i sit regnskab for tredje kvartal.

Overskuddet før skat var i kvartalet på 170 mio. kr. mod 127 mio. kr. i samme periode for et år siden.

For de første ni måneder var der tale om en stigning i overskuddet før skat på 11 pct. Basisresultatet steg i samme periode med 4 pct., fortæller banken.

»Basisresultatet for første til tredje kvartal 2016 blev på 461 mio. kr., hvilket ligger over budgettet for årets tre første kvartaler. Med baggrund heri præciseres forventningerne til basisresultatet for hele 2016 til omkring toppen af det tidligere opjusterede og udmeldte interval på 525-600 mio. kr.«, skriver Ringkjøbing Landbobank i regnskabet.

Her står det også klart, at bankens netto renteindtægter er steget til 169 mio. kr. i tredje kvartal fra 160 mio. kr. i samme periode sidste år.

I kvartalet faldt nedskrivningerne på udlån samtidig til 12 mio. kr. fra 15 mio. kr. i samme periode for et år siden. I årets første ni måneder er der tale om et fald til 36 mio. kr. fra 44 mio. kr. i samme periode for 2015.

Det knager dog stadig i landbruget:

»De individuelle nedskrivninger er faldet med 12 mio. kr., hvorimod de gruppevise nedskrivninger er steget med 69 mio. kr. i løbet af årets tre første kvartaler. Stigningen i de gruppevise nedskrivninger relaterer sig primært til bankens eksponeringer mod mælkeproducenter,« skriver banken i regnskabet.