Riksbanken hæver den svenske rente til nul procent

Den svenske Riksbanken har som forventet sat renten op til nul procent, og dermed forlader Sverige det negative rentemiljø. Riksbanken forventer ikke yderligere renteforhøjelser foreløbig.

Som forventet hævede den svenske Riksbank renten til nul procent og har dermed forladt de negative renter. Der kommer ikke flere renteforhøjelser foreløbigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: TT/Reuters/Ritzau Scanpix

Som kom den. Renteforhøjelsen til nul procent.

Det er nogle år siden, at en skandinavisk centralbank har tiltrukket sig så meget international opmærksomhed, som Sveriges Riksbank har gjort de seneste uger.

Og en renteforhøjelse på et kvart procentpoint, når renterne fortsat er ultralave, kommer ikke til at gøre andet end marginal forskel på svensk økonomi.

Men det er symbolsk, at der ikke længere står minus foran de svenske renter. I modsætning til i Danmark, hvor renten bestemmes af kronekursen, kan Riksbanken selv bestemme, hvordan pengepolitikken skal doseres. Renteforhøjelsen betyder også, at svenskerne nu slipper for alle de diskussioner, vi har herhjemme, om det gavnlige og skadelige ved negative renter.

Riksbanken forklarer renteforhøjelsen med, at inflationen er tæt på målet på to procent. Men samtidig har Riksbanken i årevis været bekymret for den finansielle stabilitet og den høje gæld i husholdningerne; det spiller nok også ind. De negative renter har været kontroversielle i Sverige og har sammen med massive opkøb af obligationer givet en af de mest lempelige pengepolitikker i verden på et tidspunkt, hvor væksten i forvejen var høj. Nu bliver renten sat op på et tidspunkt, hvor svensk økonomi er i en bølgedal, og ledigheden er stigende. Riksbanken forventer heller ikke en stigende inflation de kommende år.

Ligesom det var tydeligt i referatet fra mødet i oktober, gør Riksbanken det også klart i dagens pressemeddelelse, at man ikke har noget principielt imod negative renter: Renten kan sættes op og ned fra det nuværende niveau efter de økonomiske forhold. Det ændrer dog ikke på, at timingen af renteforhøjelsen gør det nærliggende at drage en mere håndfast konklusion om Riksbankens forhold til negative renter som instrument.

Der er ikke udsigt til flere renteforhøjelser de nærmeste år. Renteforhøjelsen – og de uændrede udsigter for renteudviklingen – var forventet. Den svenske krone er kun styrket marginalt efter udmeldelsen, men ligger på det højeste niveau over for danske kroner siden april. Man betaler i dag 0,715 danske kroner for en svensk krone.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør