Retsopgør mod islandske spekulanter i danske selskaber

To selskaber med store investeringer i Danmark kan blive inddraget i et retsopgør med de ansvarlige for Islands økonomiske kollaps.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
Islands parlament har udnævnt en anklager, der under en særlov skal retsforfølge banker, selskaber og enkeltpersoner. Det opgør kan ramme ejeren af Danmarks femte største bank FIH, samt storaktionæren i bryggeriet Royal Unibrew og ejendomsselskabet Landic.

De islandske skattemyndigheder er allerede i gang med en undersøgelse af kapitalfonden Stodir, der ejer 25 pct. af Unibrew og 40 pct. af Landic, mens Finanstilsynet undersøger et stort aktiekøb og mystiske udlån fra storbanken Kaupthing, der ejer FIH.

Begge sager kan hurtigt ske at blive inddraget i den særlige anklagers undersøgelse, for han kan overtage både afsluttede og igangværende sager fra andre myndigheder - bl.a. for at kunne give fængselsstraf i sager, hvor f.eks. Finanstilsynet kun har kunnet uddele bøder.

»Første skridt bliver at se, hvad andre myndigheder allerede er i gang med og få et overblik over omfanget. Der er sager kendt fra medierne, som jeg allerede nu kan sige, vi vil kigge på. Men jeg kan ikke sige hvilke,« siger Ólafur Thór Hauksson, der er udnævnt som særlig anklager.

Tvunget til opgør
Samtidig har parlamentet nedsat et uafhængigt undersøgelsesnævn, der skal undersøge krisen i bredere forstand og bl.a. forsøge at placere et politisk ansvar.

Politikerne er under pres, fordi krisen har ført til de værste uroligheder på Island i 60 år og senest er det ledende regeringsparti blevet tvunget til at udskrive valg i utide.

Krisen har bl.a. ført til, at så mange som 40 pct. af husstandene er teknisk insolvente, og at valutaen er sendt helt i bund.

Derfor er folkestemningen i den grad vendt mod både den politiske og økonomiske top, og på den baggrund kan man forvente et hårdt opgør.

Mystiske lån fra storbank
Den nu nationaliserede Kaupthing bank er under mistanke for at have givet lån for 500 mio. euro udenom den normale kredit-procedure og til skade for bankens aktionærer og kreditorer ifølge IcelandReview.

En del af udlånene er tilsyneladende gået til Sheikh Al-Thani, bror til Qatars emir. Kort før krakket købte Al-Thani fem pct. af Kaupthing, men banken lånte ham selv pengene til købet.

På sin vej til sheikhen passerede pengene endvidere et par selskaber på jomfruøerne ifølge Morgunbladid. Her har pengene angiveligt beriget Ólafur Ólafsson, der er bankens næststørste aktionær.

Stodir i søgelyset
Også Stodir med Magasin-ejeren Jón Ásgeir som hovedaktionær kan blive inddraget.

I vinters gennemførte politi og skattemyndigheder en ransagning og beslaglagde tre års skatteregnskaber fra kapitalfonden.

Skattemyndighederne kommenterer ikke uafsluttede undersøgelser, men Stodir har selv bekræftet ransagningen over for Financial Times og samtidig erklæret, at det samarbejder fuldt ud med myndighederne.

Senest har banken Straumur selv bedt om at få undersøgt, om banken har spekuleret mod den islandske krone. Mistanken er der nemlig allerede, og den stresser medarbejderne.