Respekt for Jacob Brunsborg

Der skal selverkendelse og stort mod til at sige fra over for familien i en stor familieejet virksomhed.

Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

PÅ DEN 2. SIDE: Hele kongeriget ligger for fødderne af den 40-årige Jacob Brunsborg. Som søn af den legendariske Lars »jeg-har-et-godt-tilbud-til-dig« Larsen og dermed en af to arvinger til milliarderne i Jysk-koncernen ville han være et oplagt bud, ja måske ligefrem et forventligt bud, på den kommende topchef i Jysk.

Men nej tak, lyder det fra Jakob Brunsborg. »Jeg skal ikke være ham, der har det gode tilbud i TV-reklamer,« siger han i et interview i dagbladet Børsen. Og respekt for det. Godt nok siger Brunsborg, at han aldrig har følt sig presset, fordi familien altid har gjort tingene uhøjtideligt.

Det er givetvis rigtigt, men selv om han selv aldrig har kunnet se sig som en offentlig person, har presset ligget der fra omverdenen sammen med de evindelige spørgsmål om, hvornår Jacob Brunsborg (efternavnet er moderens) skulle tage over. Der skal givetvis mindst lige så meget mod til at sige nej tak som ja tak.

Selv om Jacob Brunsborg afviser at trække den snærende CEO-kappe ned over skuldrene, erkender han familieansvaret og forpligtelsen til at føre familietanken og familieværdierne videre i Jysk-regi, når farmand ikke er der mere. Men altså ikke som daglig topchef. Derimod er han klar til at gribe familiedepechen og fastholde Jysk som et familieejet selskab ved på et tidspunkt at sætte sig i formandsstolen. Og hvad er så forskellen i en familievirksomhed på at være daglig topchef og bestyrelsesformand? Overordentlig stor.

Jysk-familien er blot en af rigtig mange danske familieejede virksomheder, hvor presset på næste generation for at tage over er overordentlig stort. Så præcist udtrykt i filmen »Arven,« hvor sønnen, spillet af Ulrich Thomsen, totalt krakelerer efter meget modstræbende at have indvilget i at blive topchef.

Der er rigtig mange eksempler på, at børn har efterfulgt deres far på topchefposten. Og der er både gode eksempler, hvor det har virket, og dårlige eksempler, hvor det ikke har virket. Det kræver sin mand eller dame som anden, tredje eller fjerde generation at styre en hastigt voksende familievirksomhed.

Et forkert valg bliver ikke bare en pestilens for hovedpersonen selv, men risikerer også at blive et problem for virksomheden. Og ja, der skal selverkendelse og stort mod til at sige fra.