Renteforhøjelse ventes udskudt til årsskiftet

Forventningerne hos Nykredit til en kommende dansk renteforhøjelse er blevet rykket fra oktober til årsskiftet.

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen

Justeringen kommer i kølvandet af sidste uges tal for valutareserven, som viste sig kun at være faldet med 22,6 mia. kr. i september, hvilket er noget mindre end de foregående måneder. Nykredit venter, at valutareserven nu langsommere end tidligere vil nærme sig et mere normalt niveau.

- Konkret forventer vi, at vi skal hen omkring årsskiftet, før valutareserven igen når ned i samme niveau, som var gældende igennem 2014 - altså før Nationalbanken i forsvaret af fastkurspolitikken solgte kroner og fyldte valutareserven op i hidtil uset omfang. Det kan ikke udelukkes, at Nationalbanken vil endnu længere ned, skriver chefanalytiker Tore Stramer fra Nykredit i en kommentar.

Og det betyder altså, at hvor Nykredit før forventede, at Nationalbanken ville komme med den første selvstændige renteforhøjelse i oktober, er det nu deres forventning, at renteforhøjelsen først kommer omkring årsskiftet. Her venter Nykredit konkret en forhøjelse af indskudsbevisrenten på 0,15 pct.point fra -0,75 pct. til minus 0,60 pct.

- Nationalbanken har dog under ingen omstændigheder travlt i det nuværende internationale miljø med fornyet fokus på lempelser. Man vil hellere bevæge sig i små forsigtige skridt end at komme i en situation, hvor renten efterfølgende må sættes ned igen. Derfor er risikoen også, at en renteforhøjelse først kommer efter årsskiftet, tilføjer Tore Stramer.

Udskydelse af renteforhøjelsen giver ekstra hjælpende hånd til opsvinget.

- Det er unægtelig positivt med tanke på at opsvinget på ingen måde viser overbevisende styrke. Det er således ikke vores forventning, at de rentestigninger, der trods alt ligger i krystalkuglen, vil have et omfang, der blot kommer i nærheden af at ryste opsvinget i såvel dansk økonomi som på boligmarkedet, vurderer Tore Stramer.