Rekordstort bilsalg i 2014

Aldrig før er der blevet indregistreret så mange nye biler som i 2014, viser tal fra Danmarks Statistik.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. Aldrig før er der blevet indregistreret så mange nye biler som i 2014. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Danmarks bilpark har aldrig før fået så mange nye medlemmer som i 2014. I alt blev der ifølge Danmarks Statistik indregistreret 188.400 nye biler sidste år, og det er det højeste antal nogensinde.

De private husholdninger stod for 117.100, hvoraf 104.400 blev købt og 12.700 leaset, mens erhvervslivet stod for 71.300 nye biler, hvoraf 20.200 blev købt og 51.000 leaset. Dermed står leasede biler for 34 pct. af alle nyregistreringer, hvilket er det højeste niveau siden 2011.

»Tidligere var et højt bilsalg et sikkert tegn på stort overskud og optimsime blandt forbrugerne, fordi det er så stor en investering at købe en ny bil, specielt i Danmark. Men de mange nye mikrobiler har ændret ved markedet og gjort det meget mere overkommeligt at købe en ny bil i stedet for en brugt, og givet en del flere mulighed for at have to biler,« lyder kommentaren fra Danske Banks privatøkonom Las Olsen.

Ifølge ham skyldes en del af det høje niveau, at der i 2014 har været et ekstra stort behov for at udskifte gamle biler, der er nået skrotningsalderen, fordi der også blev solgt mange nye biler omkring 1998.

»Men der er tegn på, at bilforbruget er ved at dreje sig lidt mere i retning af større biler. Det passer med, at forbruget i det hele taget er lidt på vej opad. Højere lønninger, flere i job og stigende huspriser mange steder gørt, at lidt flere synes, de har råd til en lidt større bil. Men hurtigt går det altså ikke,« vurderer han.