Rekordfå konkurser og tabte job – forude venter formentlig en regning

August byder på et rekordlavt antal konkurser og tabte job. Økonomer advarer dog om, at regningen på et tidspunkt skal betales – og at dette tidspunkt kan være inden længe.

August har budt på rekordfå antal tabte job i forbindelse med konkurser, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rekordfå aktive virksomheder er blevet erklæret konkurs i august. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

120 aktive virksomheder erklærede sig konkurs i august, og i forhold til juli, er der tale om et fald i antallet af konkurser på 15,3 procent. Det store procentvise fald er det største i statistikkens levetid, hvilket vil sige siden 2009.

Cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, Jeppe Juul Borre skriver i en kommentar, at det er paradoksalt, at antallet af konkurser er så lavt, eftersom samfundet netop har været igennem en længerevarende krise.

»Konkurserne slår bundrekord. Det er yderst paradoksalt at have så lavt et antal konkurser under en krise, når rigtig mange danske virksomheder har været ekstremt klemte af coronasituationen. Forklaringen skal findes i coronakrisens kortsigtede karakter samt hjælpepakkerne, der uden tvivl har bidraget til at holde liv i virksomheder, som har været hårdt pressede under krisen.«

Fordi antallet af konkurser er lavt lige nu, er det ikke ensbetydende med, at det vil vare ved. Cheføkonom i Danske Bank Las Olsen mener, at man risikerer at skyde problemet foran sig.

»Vi kommer nok ikke udenom, at der kommer et større antal konkurser, når lån til moms og skat skal betales tilbage, især i de brancher, hvor det stadig går dårligt med indtjeningen, og det er ikke mindst rejser og turisme. I gennemsnit har virksomhederne det godt og har mange penge i banken, og vi regner bestemt ikke med en bred konkursbølge, men der er en ubetalt regning fra coronakrisen,« skriver Las Olsen i en kommentar.

De få konkurser betyder også, at antallet af tabte job er lavt. De 120 konkurser har »kun« medført, at 331 fuldtidsstillinger er gået tabt. Det er et fald på 58 procent sammenlignet med juli.