Region smækker døren i for virksomheder

Vikarbureauer mister gylden forretningsindtægt, idet Region Hovedstadens hospitaler fremover ikke vil benytte private vikarer.

Læs mere
Fold sammen

Region Hovedstadens hospitaler har i bredt omfang benyttet sig af private vikarbureauer, men det skal nu være slut.

Fra i dag må hospitalerne kun benytte sig af vikarer i deres eget interne vikarkorps.

Det væsentligste formål med stoppet er ifølge Region Hovedstaden at få sygeplejersker tilbage til faste stillinger på hospitalerne. De senere år er flere sygeplejersker nemlig søgt til de private vikarbureauer, der har tilbudt bedre løn og vilkår.

Hos Dansk Erhverv er chefkonsulent Jakob Tietge spændt på, hvad det vil betyde.

- En del private vikarbureauer vil helt sikkert blive ramt ganske mærkbart. Region Hovedstaden er naturligvis en meget stor kunde for de bureauer, der kun er aktive i hovedstaden. Og dem er der jo en del af, siger han.

Ikke holdbar

Jakob Tietge har dog ikke meget tiltro til Region Hovedstadens nye plan.

- Jeg tror, at det her stop vil blive blødt op igen på sigt. Det er vores klare opfattelse, at de ikke kan drive det lige så billigt, som man kan købe tilsvarende vikarydelser hos private vikarbureauer. Lønforskellen er ikke så voldsom, så det er ikke det, man konkurrerer på. Man konkurrerer i virkeligheden på, hvem der kan administrere det mest effektivt, siger chefkonsulenten, der ikke er i tvivl om, at det er de private bureauer, der vinder på den front.

Ifølge Jakob Tietge vil hospitalerne ikke være i stand til at klare sig uden de private vikarer, som i stedet vil blive en dyr løsning i nødsituationer.

- Det må bare ikke blive sådan, at der går ideologi i den, så man af politiske årsager ikke vil bløde op og samarbejde med private aktører, selvom det i virkeligheden er fornuftigt, siger chefkonsulent Jakob Tietge, Dansk Erhverv.

Vil betyde svigt

På trods af, at det er en stor kunde, der forsvinder, så tager en af de største leverandører det med sindsro. Administrerende direktør for AktivCare Torben Evald mener absolut ikke, at det er en holdbar og realistisk løsning.

- Det er jo klart, at hvis politikernes virkelighed også føres ud i livet, så kommer det jo til at betyde et stop. Men det er der jo ingen, der tror på, hvis du spørger de almindelige sygeplejersker og det sundhedsfaglige personale. Men det får du jo ikke nogen til at sige. De har jo fået en politisk beslutning, de skal efterleve. Først når vi kommer ud, hvor nogen tør stå frem om de svigt, der kommer til at ske, så begynder politikerne at løsne op, siger Torben Evald, AktivCare.

Region Hovedstaden forventer dog, at det interne vikarkorps netop vil højne kvaliteten af arbejdskraften, men det giver Torben Evald ikke meget for, da det vil være de samme personer, der arbejder på hospitalerne.

Hos AktivCare har de endnu kun oplevet få, der er skiftet over til regionens interne korps.

De små er udsatte

Region Hovedstadens beslutning vil kunne mærkes på AktivCares økonomi, men Torben Evald forventer ikke, at det vil efterlade dybe spor.

- Selvfølgelig vil vi komme til at mærke det på omsætningen, men vi har jo før oplevet, at der er blevet sagt stop for brugen af vikarer, som de så har måttet åbne op for igen, siger den administrerende direktør.

Der er dog allerede mindre vikarbureauer, der har drejet nøglen om med udsigt til hovedstadens udelukkelse af private vikarbureauer.

Gælder ikke alle

1st Care er et vikarbureau udelukkende for sygeplejestuderende, der kæmper for at blive undtaget af vikarstoppet. Det undrer direktør Susanne Nielsen, at bureauet FADL, der udelukkende beskæftiger lægestuderende, har fået lov til at fortsætte som eksternt vikarbureau, når 1st Class ikke må.

- Man beskytter de lægestuderende, og de får lov at tage de sygeplejestuderendes job. Det er ikke fair. Det er de sygeplejestuderende, der skal være sygeplejersker og ikke de lægestuderende, siger Susanne Nielsen.

1st Class venter stadig på svar fra Region Hovedstaden.