Regeringen vil investere danskernes opsparing i vækst

Både pensionsformuer og erhvervslivets opsparing skal sendes på arbejde for at trække Danmark ud af krisen, mener regeringen.

Foto: Christian Liliendahl
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En rekordstor opsparing i det private på 1.800 milliarder kroner skal ud at arbejde for at trække Danmark ud af krisen.

Det siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) til Børsen.

Han åbner nu døren for partnerskaber mellem det offentlige og private som led i EUs nye vækstplan. Regeringen er tidligere blevet kritiseret for at være modstander af samarbejder, hvor for eksempel pensionskasser er med til at finansiere infrastruktur. Men nu ser der altså ud til at være en åbning.

Kommissionsformand Jean-Claude Juncker præsenterer vækstplanen onsdag, og Morten Østergaard ser den som en løftestang til at bringe den private opsparing herhjemme i spil i investeringer i alt fra veje og broer.

»Vi har haft meget høje offentlige investeringer i Danmark, så derfor er dét, jeg vil holde meget nøje øje med, forsøget på at aktivere den meget store private kapital, hvor opsparingen er høj, og pengetankene er fulde. Det bliver spændende, om kommissionen har fundet et greb, hvor man kan få de penge ud at arbejde,« siger Morten Østergaard til Børsen.

Han understreger, at regeringen gerne ser, at både pensionsformuer og erhvervslivets opsparing kommer i spil i vækstplanen.

Investeringsdirektør i Sampension Henrik Olejasz Larsen oplyser til Børsen, at man i pensionsselskabet er »meget skeptiske over« at investere i noget, »der i det store hele er et ukendt, sort hul.«