Regeringen strammer greb om kapitalfonde

Kapitalfonde. To lovforslag skal sikre åbenhed og loyale direktioner hos selskaber, som kapitalfonde har fået kig på.

Økonomi- og erhervsminister Bendt Bendtsen (K) vil sikre rent trav, når kapitalfonde indleder en overtagelse af en virksomhed. Det skriver Business.dk.

Ministeren er på trapperne med to lovforslag, som dels skal sikre en loyal direktion undervejs i forløbet, dels skal sikre åbenhed om den fremtidige udbyttepolitik.

Det første lovforslag er et forbud mod at love direktioner en såkaldt "stay-on-bonus" - et løfte om en bonus for at blive på posten -inden handlen er afsluttet.

Direktionerne har ikke den formelle magt til at gennemføre en transaktion. Men den formodes at have en stor indflydelse på processen.

- Der må ikke herske tvivl om ledelsens loyalitet i forbindelse med en virksomhedshandel. De skal tjene deres nuværende ejeres interesser - ikke evt. nye ejeres, sagde Bendt Bendtsen onsdag på et presseseminar hos kapitalfonden EQT.

Det andet forslag handler om et oplysningskrav i forbindelse med virksomhedshandler. Den købende virksomhed skal forpligtes til at oplyse om, hvorvidt den har planer om at udbetale store udbytter.

Klik her og læs hele historien på Business.dk