Regeringen nedlægger Pensions-kommissionen

Den nye regeringen nedlægger Pensionskommissionen, der blev nedsat af den tidligere regering. Kommissionen skulle komme med forslag til, hvordan restgruppen af danskere kan komme til at spare mere op til pension.

Den nye skatteminister Karsten Lauritzen (V) nedlægger Pensionskommissionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

Vi lukker og slukker. Sådan lyder beskeden fra den nye skatteminister Karsten Lauritzen (V) til formanden for Pensionskommissionen professor i økonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen.

Pensionskommissionen blev nedsat af den tidligere regering sidste år og skulle til næste efterår komme med en større rapport med anbefalinger til blandt andet, hvordan restgruppen af danskere kan komme til at spare mere op til pension.

Men den ny regering har trukket stikket til Kommissionen. Regeringen vil dog stadig forsøge at løse problemet med restgruppen, som ikke sparer nok op til alderdommen, og regeringen vil til næste forår gennemføre en pensionsreform for at få løst problemet.

Til brug herfor vil regeringen anmode Pensionskommissionen om inden nytår at færdiggøre en rapport, der beskriver pensionsforholdene blandt pensionister både nu og i fremtiden.

I regeringsgrundlaget lægges ikke op til, at Kommissionen bidrager med yderligere analyser eller anbefalinger. Der er således tale om en væsentlig ændring i Kommissionens arbejdsbetingelser og opgaver. Derfor har Karsten Lauritzen drøftet situationen med Torben M. Andersen, og det er blevet enige om, at Kommissionen indstiller sit arbejde.

Hos Forsikring & Pension, F&P, undrer man sig over, at regeringen har nedlagt Kommissionen. F&P er meget positiv over for regeringsgrundlagets udmeldinger om pensionspolitikken, men derfor også, at det er overraskende, at regeringen ikke har prioriteret at få analyseret problemerne med samspillet mellem offentlige ydelser og private pensioner.

»For disse problemer er de største udfordringer for en stor gruppe på arbejdsmarkedet. For mange kan det i realiteten ikke betale sig at spare op til pension i de sidste år, før de bliver pensioneret, fordi deres egen opsparing bliver modregnet i offentlige ydelser. Vi havde set frem til Pensionskommissionens forslag til, hvordan disse problemer kan løses,« siger vicedirektør hos F&P Carsten Andersen.

Torben M. Andersen siger i en kommentar, at Kommissionen fuldt ud anerkender, at det er regeringen, der sætter rammerne for det videre arbejde.

»Det er vores vurdering, at det arbejde, der nu udestår med den beskrivende rapport, fint kan varetages af de relevante ministerier på det grundlag, der er lagt af kommissionens arbejde. Når kommissionen ikke længere har den opgave at komme med forslag og se på pensionsområdet i en samlet helhed, er det en naturlig konsekvens at indstille kommissionens arbejde«, siger Professor Torben M. Andersen.