RD hæver bidraget for erhvervskunder

Realkredit Danmark sender milliardregning til erhvervslivet i form af dyrere bidrag på realkreditlån.

35.000 af Realkredit Danmarks erhvervskunder kan se frem til op mod en fordobling af bidraget på deres realkreditlån og dermed en samlet milliardregning til dansk erhvervsliv. Det skriver dagbladet Børsen onsdag.

Topchef i Danmarks næststørste realkreditinstitut (RD), Sven Holm, siger til dagbladet Børsen, at den økonomiske krise og højere pris på kapital gør det for dyrt for realkreditselskabet at fortsætte med de nuværende bidragssatser.

Men i Dansk Erhverv, siger adm. direktør Svend Klarskov, at forhøjelsen "kommer på det værst tænkelige tidspunkt".

Nogle erhvervskunder står til en fordobling af bidraget, som betales hver termin, ud over rente og evt. afdrag på realkreditlånet. Erhvervsorganisationerne er rasende over timingen for forhøjelsen. Den rammer deres medlemsvirksomheder i en situation, hvor de i forvejen har svært ved at låne penge hos bankerne.

"Risikobilledet er ændret, og det er det som følge af fald i ejendomspriserne. Derudover står mange virksomheder over for en anden økonomisk situation, end de har gjort tidligere. Deres kreditværdighed er simpelthen for nedadgående. Det gør, at vi justerer vores prissætning på erhvervsmarkedet," siger Sven Holm, der fremhæver, at der i en årrække mellem de danske realkreditinstitutter har været en voldsom priskonkurrence på erhvervsområdet, som har været til gavn for erhvervskunderne.

"For at få lån på bøgerne har realkreditten måske tilbudt bidragssatser, som er lavere, end hvad der var holdbart på længere sigt. Vi er kommet for "langt ned", og det holder slet ikke til den hverdag, vi har nu. I konkurrencen med de andre realkreditinstitutter har vi været markedskonforme," siger Sven Holm.

Han oplyser, at instituttet i denne uge sender brev ud til en meget stor del af deres erhvervskunder, hvori man fortæller, at bidraget bliver sat op.

Ritzau