Ratingbureau: Dansk økonomi i forrygende god form

Danmark har styr på finanserne, og beholder den eftertragtede AAA-rating, lyder det i ny analyse fra ratingbureauet Moody's. Dermed kan vi fortsat forvente et lavt renteniveau, lyder vurderingen fra Danske Bank.

Foto: Thomas Lekfeldt

Danmarks økonomi er i fejende flot form, og Danmark får lov til at beholde medlemskabet i den stadigt mere skrumpende klub af lande med en såkaldt AAA-rating.

Det fastslår ratingbureauet Moody's i en ny rapport.

Der er faktisk kun et enkelt lille skår i glasset: De relativt højt forgældede husholdninger og en stor finansiel sektor. Men Moody's vurderer, den udfordring kan håndteres, og lægger derfor kun meget lidt vægt på den.

Moody's vurderer dermed, at dansk økonomi vil vokse med 2,1 pct. næste år fra 1,7 procent i år. Det skyldes bl.a., at privatforbruget er understøttet bl.a. af den rekordlave rente og en bedring på boligmarkedet.

Positive rangeringer af den slags har stor betydning for dansk økonomi. De betyder, at den danske stat kan låne billigt, og det smitter af på boligejerne, der fortsat kan låne billigt.

»Vi forudser, at Danmarks vækst vil være større end i de andre AAA-ratede lande i Europa, selv om udviklingen i euro-landene, Danmarks vigtigste eksportdestinationer, muligvis er en risiko i forhold til vækstudsigterne,« siger senior vice president hos Moody's Kathrin Muehlbronner i en pressemeddelelse.

Faktisk er det kun ni lande i verden, der ligesom Danmark nu kan fremvise topkarakter fra alle tre toneangivende ratingbureauer, konstater chefanalytiker Tore Stammer fra Nykredit.

»Dansk økonomi står dermed også godt rustet til at imødegå de økonomiske og finanspolitiske udfordringer, der følger med moderate vækstudsigter,« skriver han i en kommentar og uddyber:

»Det er med til at sikre Danmarks status som sikker havn og dermed et fortsat lavt renteniveau til gavn for både husholdningerne og staten. Det er bestemt et plus, da et fortsat lavt renteniveau er en nødvendighed for at vi kan få sparket gang i det længe ventet opsving. Selv om de lave renter, og presset på fastkurspolitikken, ikke kommer uden udfordringer er det bestemt at foretrække i forhold til det modsatte,« skriver Tore Strammer.

Privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank hæfter sig ved de små, men ikke ubetydelige ord i vurderingen.

»Det virker som om, at Moody's er blevet endnu mere positive,« skriver han.

Svag vækst har ellers tidligere været et problem for Danmark, og de dårlige vækstudsigter har blandt andet været medvirkende til, at Finland i sidste uge mistede sin topkarakter hos et andet af de store ratingbureauer S&P.

Las Olsen vurderer, at det lave renteniveau på baggrund af den nye vurdering kan fortsætte længe endnu:

»Vurderingen er med til at understøtte, at renterne herhjemme kommer til at forblive meget lave, formentlig i flere år. Men det er vigtigt at være opmærksom på, at også ekstremt kreditværdige lande kommer til at opleve højere renter på et tidspunkt i fremtiden,« skriver han.