Rammerne skal forbedres

Danmark gør slet ikke nok for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Det kommer til at koste dyrt, mener Dansk Industri.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Inden for få år vil Danmark tabe kampen om den internationale arbejdskraft, hvis virksomheder og myndigheder ikke får skabt langt bedre rammer for kvalificerede udlændinge i Danmark.

Det spår chefkonsulent i Dansk Industri, Martin Steen Kabongo, som peger på, at den seneste lempelse af forskerskatten langt fra er nok til at få den bedste arbejdskraft fra lande uden for EU til at rejse til Danmark.

Selv om mange af landets store virksomheder som Novo og Maersk har let adgang til udenlandsk arbejdskraft, halter Danmark allerede efter andre EU-lande, når det f.eks. gælder andelen af udenlandske forskere.

Kamp mellem EU-lande

»Reelt er kampen om den vigtige udenlandske arbejdskraft en kamp mellem EU-landene, som står med det samme problem de kommende ti år. Befolkningen bliver ældre, der bliver født for få børn, og vækst og velstand risikerer at gå den forkerte vej, hvis der ikke kommer mere arbejdskraft ind udefra. Så der er ingen vej udenom,« siger han.

Allerede i 2015 vil Danmark mangle flere end 4.000 højtuddannede personer, ifølge beregninger fra DI - heraf er de 1.500 ingeniører.

Men EU-landene og i høj grad også de andre nordiske lande står med samme problem. Dertil kommer, at der også vil være brug for at tiltrække andre faggrupper, mener DI:

»Der er et behov for at udvide den liste (Positivlisten, red.), som kun tilgodeser specialister og højtuddannede, med faglærte og personer uden uddannelse, for her vil vi se et behov om kun et par år. I dag kan du reelt set kun ansætte faglærte og uuddannede medarbejdere fra et EU-land,« siger Kabongo.

»Opgaven ligger både hos virksomhederne og myndighederne. Erhvervslivet generelt er desværre stadig for meget fokuseret på at få dansk personale. Myndighederne kan så gøre endnu mere for at skabe de bedste rammer. Vi har f.eks. et problem med, at stort set al information fra kommunerne kun er på dansk,« siger han.