Puljes forsinkede start kostede job

Renoveringspuljen har reddet mange byggejob, men burde være sat i gang før. Det kostede arbejdspladser, at ordningen var længe undervejs, mener Håndværksrådet.

Læs mere
Fold sammen
Flere tusinde job i byggeriet blev reddet af regeringens renoveringspulje. De halvanden milliarder kroner sikrede aktivitet i en periode med krise og tomme ordrebøger.

Sådan siger Håndværksrådets erhvervspolitiske konsulent, Thea Gade-Rasmussen, i en pressemeddelelse.

- Der har været flere skønhedsfejl, men hvis de erfaringer, vi nu har gjort os, bliver brugt fornuftigt, kan Erhvervs- og Byggestyrelsen skrue en mere effektiv pulje sammen fremover, siger hun.

Det var ifølge hende en dyr fejl, at puljen var for længe undervejs, så boligejere aflyste planlagte projekter, mens de ventede på puljen, mener Thea Gade-Rasmussen.

- En meget, meget vigtig lære af forløbet er, at man ikke skal vente så længe med at effektuere en støtteordning, når den først er meldt ud. Det har kostet arbejdspladser, siger hun.

/ritzau/