Professor ser lys bag mørke skyer i PostNord-regnskab

Bag udgifter til nedskæringer og fald i brevmængde vokser spirende håb i PostNords regnskab, siger professor.

Bag udgifter til nedskæringer og fald i brevmængde vokser spirende håb i PostNords regnskab, siger professor. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Det er umiddelbart mørke skyer, der præger halvårsregnskabet for PostNord i Danmark.

Mængden af breve, der sendes, falder drastisk og hurtigere end i Sverige og Norge. Og nedskæringer i personalet viser sig som forventet at være en milliondyr øvelse.

Men bag ved de dystre nyheder for PostNord kan professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh se et lille lys.

»Fremtiden er udbringning af pakker, som vi almindelige mennesker har bestilt via internettet. Der kan man se, at der er en udmærket vækst på det her område«, siger han.

»Det er ingen naturlov, at bare fordi markedet vokser, og der sendes flere pakker ud, så er det PostNord, der skal bringe de pakker ud. Men det marked har man fat i. Det er godt, for det vil være en vækst, der fortsætter og måske endda tager til«.

Han henviser til, at den del af regnskabet, der omhandler udbringning af varer fra e-handel, viser en vækst for PostNord i Danmark.

I de første seks måneder af 2017 har PostNord tjent 11 procent mere på den del af forretningen end sidste år.

For den almene skatteyder i Danmark er det ikke lige meget, hvordan det går i PostNord. Den danske stat ejer nemlig 40 procent af aktierne i PostNord.

PostNords forretningsmodel er blevet bragt i krise, efter at brevmængden i Danmark er faldet hurtigere end i nabolandene. Det har ført store underskud og nedskæringer i personalet med sig.

Desuden har selskabet mistet al egenkapitalen og bedt sine ejere om at få flere penge til kistebunden. Torsdagens regnskab bød på et underskud på knap 750 millioner svenske kroner.

»Man taber flere hundrede millioner hvert kvartal. Underskuddet er større dette kvartal, fordi man er begyndt med den plan, der er sat i værk. Det indebærer, at nogle medarbejdere skal fratræde«, siger Per Nikolaj Bukh.

Han henviser, at det koster omkring 1,5 millioner kroner at afskedige en tjenestemand i Danmark. De afskedigelser er en af årsagerne til, at underskuddet er ekstra stort i det seneste regnskab, påpeger han.

PostNord har allerede varslet, at 3500-4000 danske ansatte skal fyres.