Regeringen foreslår ifølge Børsen en ny aktiesparekonto, hvor private får mulighed for at investere op til 500.000 kr. med enklere regler end i dag. I stedet for at beskatte gevinsten ved salg, som det sker i dag, skal aktiesparekonti beskattes hvert år med 1,25 pct. af de midler, der står på kontoen, uanset om året har givet samlet overskud eller underskud.
Ifølge erhvervsminister Brian Mikkelsen vil initiativet særligt gavne de små og mellemstore virksomheder, der vil få nemmere adgang til kapital, siger han til Børsen.
Ideen om enklere regler på aktieområdet bliver hilst velkommen af Michael Møller, der er professor ved Department of Finance på Copenhagen Business School.
»Jeg er positiv over for alt forenkling, men begrundelsen er sindssyg,« siger han.
Som reglerne er i dag, beskattes aktiegevinster op til 51.700 kr. om året med 27 pct., mens større gevinster beskattes med 42 pct.
Med den nye aktiesparekonto, som også kendes fra Sverige, lægger regeringen op til, at op til 500.000 kr. vil kunne indsættes på en særlig konto, der udelukkende beskattes ud fra, hvor stor aktiebeholdningen er. Årligt vil papirerne på kontoen så blive beskattet med 1,25 pct.
Har du 100.000 kr. stående på din aktieskattekonto, vi du altså årligt skulle betale 1.250 kr. i skat.
En af regeringens bevæggrunde er, at det skal være nemmere for små og mellemstore virksomheder at tiltrække kapital. Det argument køber Michael Møller dog ikke.
»Jeg tror ikke, at det kommer til at gavne de små virksomheder, og hvis det gjorde, så ville jeg ikke synes, det var særligt godt,« siger Michael Møller.
Hans pointe er, at mindre investorer bør handle på så effektive markeder som muligt.
»Det er jo derfor, vi typisk siger, at private, der ikke ved så meget, skal investere i et bredt aktieindeks. Hvis private skal investere i små og mellemstore virksomheder, og vi taler om de her små beløb (op til 500.000 kr. red.), så vil det typisk opmuntre dem til ikke at have en optimal risikospredning,« siger Michael Møller.
Han påpeger, at al teori anbefaler investorer at sprede deres investeringer internationalt, og derfor bør en privat dansk investor typisk have omkring 90 pct. af sine investeringer i udenlandske aktier, vurderer han.
»På det danske marked udgør de små selskaber jo ikke 10 pct. af den samlede fondsbørs, fordi C20-selskaberne udgør så meget. Så hvis det skal blive til noget, så skal de private være vildt overinvesteret i små danske virksomheder, hvilket vil være uhensigtsmæssigt,« siger Michael Møller.