Professionelle mangler professionalisme

’Professionelle bestyrelser’ bør stå i spidsen for statens virksomheder. Det har været et gennemgående krav i en årrække. Men den påståede professionalisme hos erhvervslederne har det med at krakelere, når opmærksomheden fra medier og politikere bliver langt større, end de er vant til i privat regi.

Offentligt ejede virksomheder bør ledes af »professionelle bestyrelser« – altså bestyrelser bemandet med erhvervsledere, der har indgående erfaring med bestyrelsesarbejde. Det har været et stort mantra i flere år. Begrebet »professionelle« er genialt og næsten uimodsigeligt. Færre end ingen vil gå ind for »uprofessionelle« bestyrelser. Og det indbyggede værdigrundlag i begrebet er, at alle andre end erhvervsledere er »uprofessionelle« – læs: inkompetente.

Men fordi man er »professionel« – det vil vel sige lønnet og fuldtidsbeskæftiget – mht. bestyrelsesarbejde i privat regi og måske endda er dygtig i den sammenhæng, kan man sagtens være en amatøragtig novice i andre sammenhænge. F.eks. når det gælder styring af statsejede organisationer med stor offentlig opmærksomhed fra alle i almindelighed og i særdeleshed fra en hærskare af politiske stakeholdere.

Det noviceagtige kan illustreres ved »professionelle« bestyrelsesformænds udtalte ulyst til at kaste sig ind i det politiske minefelt, der kendetegner den massive offentlige debat om styringen af statslige institutioner. Eksemplerne er talrige.

DSBs bestyrelsesformand Mogens Granborg skærmede f.eks. slet ikke sin tidligere topchef Kjeld Sengeløv for massiv kritik af manglende regularitet og ubrugelige nyanskaffede tog. Banedanmarks tidligere bestyrelsesformand Hans Skov Christensen bakkede overhovedet ikke sin administrerende direktør, Jesper Rasmussen, op, da han påpegede, at det danske skinnenets dårlige tilstand skyldes politisk besluttede underinvesteringer gennem 20 år. Og Mogens Munk Rasmussen har som bestyrelsesformand i DR ladet generaldirektør Kenneth Plummer optræde alene på den offentlige scene som Bambi på glatis i uvejret om institutionens ringe byggestyring og massive budgetoverskridelser.

Farcen i den forløbne uge om TV 2s fratrædende direktør Per Mikael Jensen er således langtfra en enkelt smutter eller enestående fejl. Farcen om, hvorvidt topchefen kunne fortsætte i sit job frem til udgangen af oktober eller på grund af habilitetsproblemer burde fratræde straks – hvilket bestyrelsesformand Niels Boserup nåede frem til i anden runde efter en uges betænkningstid med pres fra en række af Folketingets bagsædepolitikere – føjer sig uskønt ind i en lang række lignende fejl.

Mens massevis af – gode og dårlige – bestyrelsesbeslutninger foretages i ly for pressens ellers årvågne blik i den private sektor, er det modsatte tilfældet, når det gælder beslutninger i offentligt ejede institutioner. Det kan jo ikke overraske, at den offentlige interesse for en statsejet medievirksomhed, der snart sættes til salg, og hvor en sandsynlig byder – måske endda ny ejer – er søsterselskab til den virksomhed, den fratrædende chef skifter til, er større end for en privat møbelvirksomhed med en omsætning svarende til TV 2s.

Alligevel ser det ud til, at denne interesse fra medier og politikere igen og igen kommer bag på »professionelle« bestyrelsesformænd, så de træffer uigennemtænkte beslutninger. I den seneste sag endog på et område, der er hjemmebane for erhvervsledere: Fortrolig håndtering af en topchefs opsigelse indtil alle forhold er aftalt mellem den afgivende og modtagende bestyrelse samt topchefen selv – deriblandt om der er habilitetsproblemer eller ej.

De mange smuttere og fejl bør føre til grundige overvejelser både hos de »professionelle« personer, der accepterer at sidde i formandsstolen for offentlige institutioners bestyrelse, og hos de politikere, der ser en vision i at fylde offentlige institutioners bestyrelseslokaler med erhvervsfolk.

Konstruktionen med erhvervsfolk i spidsen for offentlige institutioner giver nemlig kun mening, hvis erhvervslederne kan udføre deres bestyrelsesopgaver professionelt under et helt andet opmærksomhedstryk og med krav om langt større transparens i beslutningerne, end de er vant til i privatejet regi. Politikere, der udpeger erhvervsledere til disse poster, bør derfor trykprøve dem langt bedre, end de har gjort hidtil.