Private jobformidlere skal granskes

Flertal uden om regeringen vil se private jobformidlere efter i sømmene.

Læs mere
Fold sammen
Ledige skal ikke spilde deres tid på meningsløse kurser hos private virksomheder, som staten har hyret til at få ledige tilbage på arbejdsmarkedet. 

Det mener flere politikere ifølge gratisavisen 24timer.

- Vi spilder i mange tilfælde deres tid – og deres vej tilbage til et arbejde bliver meget længere end nødvendigt. Nogle kan endda risikere at ryge helt ud af arbejdsmarkedet. Det er jo helt uacceptabelt. Tiden som arbejdsløs skal bruges til reel efteruddannelse – ikke til opbevaring med ligegyldigt indhold, siger SF’s arbejdsmarkedsordfører, Eigil Andersen til 24timer.

24timer fortalte fredag, at staten sidste år brugte 175 millioner kroner på private jobformidlere, som skal hjælpe ledige tilbage på arbejdsmarkedet.

Virkeligheden for tusindvis af ledige er dog langtfra en udstrakt hånd. I stedet går tiden med at tjekke Facebook og løse kryds og tværs, og flere har sagt, de føler sig til grin.

Eigil Andersen vil nu have svar på, hvilke initiativer ministeren vil tage for sikre, at der kommer kvalitet i de private jobsøgningskurser, så man undgår situationer, hvor den arbejdsløse spilder sin tid.

Ministeren skal desuden uddybe sin udtalelse om, at hun ikke blander sig i, hvornår de kommunale jobcentre anvender private firmaer.

Både Eigil Andersen og Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Torben Hansen, mener, at der skal være en kvalitetssikring af jobcentrene.

- mja