Prestigefyldte konsulenthuse i retsopgør, Skatteministeriets topledelse under beskydning og »Silicon Valby«

Udadtil fremstår de noble, nålestribede, dyre – men lukkede. Men via en delikat og celeber retssag får offentligheden nu indblik i virksomhedskultur og dagligdag hos landets dyreste konsulenter. Boston Consulting Group (BCG) anklager en tidligere ansat, som i dag er konsulent hos ærkekonkurrenten McKinsey, for bedrageri og mandatsvig - og overraskelserne står i kø i sagen. Sagen er kun toppen af isbjerget, siger Lars Fæste, som sidder i den øverste ledelse i Boston Consulting Group (BCG).

Skatteministeriets topledelse bærer også et ansvar for, at 6,2 mia. kroner er forsvundet fra den danske statskasse. Sådan lyder det fra en stribe politikere på tværs af partiskel, efter at Skatteministeriet for første gang har erkendt og beklaget fejl i sagen.

Business byder i dag også på en lang stribe andre læseværdige historier. GN Resound – en del af GN Store Nord – angriber højst usædvanligt brancheorganisationen DI i hårde toner. Du kan læse om »Silicon Valby«. Det er opskriften, der skal drive Nordisk Films nye, store digitale og teknologiske satsning frem til at blive en milliardforretning. Og så kan du møde de rige unge i USA.

I dag offentliggøres i øvrigt nye amerikanske arbejdsløshedstal, og det skal vise sig, om september kan råde bod på en skuffende jobskabelse i august. Læs mere om dagens begivenheder i Business-kalenderen.


Hav en god dag.

Anders Rostgaard, dagens onlineansvarlige