PORTRÆT: Mr. Saxo Bank vinker farvel til livsværket

Han har været kendt fra Saxo Bank, men nu trækker Lars Seier Christensen sig fra ejerkredsen.

Lars Seier Christensen i hans faste suite på Hotel D' Angleterre Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

I lang tid har Saxo Bank og Lars Seier Christensen næsten været synonymer. Fredag er det fortid, efter banken oplyser, at rigmanden sælger sin ejerandel.

Den 54-årige bankmand med bopæl i Schweiz har ganske vist skabt sig et navn og en formue i den finansielle sektor, men hans virkefelt spænder langt bredere end det.

Som barn i Viborg boede han sammen med sin fraskilte far, hvor interesserne var lektierne, arkæologi og fodbold.

Lars Seier Christensens far døde, da sønnen blot var 15 år, og han flyttede til København - hjem til sin mor og lillebror.

Efter gymnasiet i 1981 valgte han at droppe Danmark og smutte til Costa del Sol, hvor en konservativ ungdomsven lokkede med en andel i en bar.

Fem år senere vendte han snuden hjem igen, men i 1988 trak udlandet igen, og denne gang var det Londons finansielle verden, der trak.

Som autodidakt børsmægler arbejdede han her og i Berlin i nogle år, inden han sammen med Kim Fournais stiftede vekselerfirmaet Midas.

Og det blev startskuddet til onlinebanken Saxo Bank og de mange, mange penge, som Lars Seier Christensen kom til at tjene.

Men også politik fylder en stor del i hans hjerte, der banker for lavere skatter, begrænset offentlig indflydelse og for at fremme den individuelle frihed.

Alt det har han fundet i Liberal Alliance, som han har støttet med både penge og medlemskab.

Også på sportens scene har Lars Seier Christensen ofte indtaget en rolle som sponsoren bag blandt andet Bjarne Riis' daværende cykelhold med navn efter banken.

Holdet gled senere både Seier og Riis af hænde, men de to er igen i gang med et mindre hold, Team Veloconcept, der i første omgang optræder i sportens anden række.

Også ishockey-sporten har set noget til Lars Seier Christensens sponsorkroner. Med en investering i Rungsted Ishockey blev Rungsted Seier Capitals født.

Han er derudover medejer af den trestjernede Michelin-restaurant Geranium.