Politisk flertal kræver udvidet skatterabat

Skatte-minister Benny Engelbrecht vil give mere end to milliarder kroner i skatterabat til de boligejere, der må vente til 2017, før en ny boligvurdering er klar. Men det er ikke nok, lyder det fra Christiansborg.

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) fik en sjældent hård ilddåb, da han ti dage efter at være blevet minister skulle stå for skud i Skatteministeriet ved fremlæggelsen af et ekspertudvalgs rapport om ejendomsvurderinger. Foto: Erik Refner Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringen vil give op mod 2,7 milliarder kroner i skatterabat til danske boligejere, mens man arbejder videre på det vurderingssystem, der skal sikre bedre ejendomsvurderinger i 2017. Men den kompensation er slet ikke stor nok, mener et politisk flertal på Christiansborg.

»Vi bliver nødt til at sikre, at boligejerne ikke risikerer at betale skat af en for høj vurdering. Derfor vil vi videreføre den nuværende rabatordning, der skærer 2,5 procent af Skats 2011-vurdering, frem til 2017,« lyder det i dag fra skatteminister Benny Engelbrecht (S).

Den knap ti dage gamle skatteminister fik sig en sjældent hård ilddåb, da han i går for snurrende kameraer i Skatteministeriet lagde op til at udskyde det vurderingssystem, som skal rette op på Skats fejlagtige ejendomsvurderinger. Et system, som regeringens ekspertudvalg få timer forinden havde løftet sløret for, men som – ifølge ministeren – er behæftet med så stor usikkerhed, at boligejerne er bedre tjent med at vente til 2017 med en ny vurdering.

Beregninger fra Skatteministeriet, som Berlingske er blevet forelagt, viser, at regeringens midlertidige løsning »med en betydelig usikkerhed« vil spare boligejerne for 2,7 milliarder kroner i boligskat, som på grund af et efterslæb fordeles i perioden 2015 - 2021.

Men den rabat er slet ikke stor nok, mener et flertal på Christiansborg.

Venstres skatteordfører, Torsten Schack, mener, at den model, regeringen har fremlagt, giver anledning til flere spørgsmål, end den besvarer.

»Det er ikke en reel løsning at forlænge boligejernes rabat på 2,5 procent. Når der bliver indkaldt til forhandlinger, vil vi diskutere en forhøjelse af netop den,« siger han og tilføjer, at man samtidig bør fastsætte vurderinger ud fra salgsprisen på de boliger, der købes i mellemtiden.

»Forestil dig, at du køber en bolig i morgen og så er låst til en vurdering fra 2011, der rent faktisk var for høj. Der mener jeg, at man som minimum bør åbne en mulighed for, at man med det samme ændrer vurderingen, så den på kroner rammer salgsprisen,« siger han.

Ifølge ekspertudvalgets konklusioner er det særligt billige boliger i landets yderområder, der risikerer at være vurderet for højt. Derfor har Dansk Folkeparti som hovedkrav til regeringen, at netop den type boligejere får en højere kompensation.

»Det er jo ikke rimeligt, at man skærer alle over en kam, som man gør nu, når vi ved, at det særligt er dem med de billige boliger, der er i farezonen for at have betalt for meget i boligskat,« siger skatteordfører for Dansk Folkeparti, Dennis Flydtkjær.

Den midlertidige løsning, som regeringen lægger op til, indlemmer ikke en kompensation til andelsejere, selv om også de er ramt af skæve vurderinger.

De Konservative har tidligere fremsat et beslutningsforslag, der skulle pålægge regeringen at give andelshaverne en rabat også. Med et kommende finanslovsforslag lægger partiet op til at finansiere en fastfrysning af grundskylden, som betyder, at ingen på boligmarkedet kommer til at betale mere i boligskat, end de gør i dag.

»Vi vil meget gerne finde en løsning med regeringen, men vi bliver nødt til at gøre det på en måde, så familier ikke risikerer at skulle flytte fra hus og hjem,« siger gruppeformand for de Konservative Brian Mikkelsen, der bakkes op på det punkt af Liberal Alliance.

Som en konsekvens af det nye systems usikkerhed kan op mod en ud af ti boligejere se frem til at skulle betale mere i ejendomsskat, når et nyt system er sat i kraft efter 2017.

Det skyldes blandt andet, at det nye system forventes i gennemsnit at prissætte ejendomsvurderingerne 4,3 procent højere end det nuværende system,

I Enhedslisten vil finansordfører Frank Aaen have regeringen til at udvide en rabatordning til også at gælde ejerne.

»Det vil være et krav fra os, at man finder en løsning, hvor man også kompenserer de private udlejere og samtidig nedskriver en bestemmelse, der sikrer, at det nedjusterer lejen af en ejendom«.

Tilbage i Skatteministeriet vil skatteminister Benny Engelbrecht ikke svare på, hvor langt regeringen vil gå for en løsning. Men han er åben for forhandling.

»Jeg er meget opmærksom på, at der er partier, der ønsker at diskutere en udvidet kompensation. Derfor vil jeg indkalde dem til forhandling. Det vigtigste er, at vi finder en fælles løsning,« siger Benny Engelbrecht.