Politikere vil undersøge bookmakernes forskelsbehandling

Et flertal af partier er klar til at undersøge, om bookmakernes forskelsbehandling af kunder - de såkaldte limits - er rimelige. - Alle skal have mulighed for at vinde, siger Venstres ordfører.

»Hvis bookmakeren taber, er det jo fordi, at oddssætteren ikke har været dygtig nok til vurdere kampene,« siger skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF) til BetXpert. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Aldrig har danskerne spillet så meget hos bookmakerne, som de gør i dag. Men spillefesten er ikke for alle.

En særlig gruppe af dygtige spillere oplever nemlig at få begrænsninger på deres indsatser - såkaldte limits - når de skal spille hos bookmakerne på det danske marked.

Det skriver onlinemediet BetXpert, der har set eksempler på spillere, der blot kan spille for symbolske beløb - helt ned til under 10 kroner pr. væddemål.

Begrænsningerne kommer typisk, hvis man som spiller gør det godt på mindre markeder som lavere rangerende tennis eller håndbold og er i stand til at skabe overskud.

Det virker dog ikke fair, at bookmakerne skal forskelsbehandle deres kunder bare fordi, de er dygtigere end oddssætterne, lyder det fra et bredt flertal af partier på Christiansborg.

- Hvis bookmakeren taber, er det jo fordi, at oddssætteren ikke har været dygtig nok til vurdere kampene, siger skatteordfører Dennis Flydtkjær (DF) til BetXpert.

At have en særlig viden inden for et bestemt felt er hele essensen ved betting, lyder det fra skatteordføreren.

- Jeg kan forstå, hvis der er noget viden om matchfixing inde over, men hvis det er fordi, man ved meget om fodbold eller håndbold, så skal man kunne spille på lige vilkår med alle andre, siger skatteordføreren til BetXpert.

Også hos Socialdemokraterne er man klar til at se på problemstillingen.

- Det lyder ikke speciel fair, siger Jeppe Bruus, medlem af Skatteudvalget for Socialdemokraterne, til BetXpert. Han vil nu undersøge, hvad der er op og ned.

Hos regeringspartiet Venstre er de også parate til at undersøge fænomenet.

- Hvis det (limits, red) er generelt, så synes jeg, det er bekymrende. Alle skal have mulighed for at vinde, siger Louise Schack Elholm, Venstres skatteordfører, til BetXpert.

Hun vil nu gå til skatteministeren for at høre mere om bookmakernes limit-praksis.

BetXpert har forgæves forsøgt at få en bookmaker i tale. Men ingen vil stå frem og kommentere på den særlige praksis.

 

For yderligere information kontakt:

Peter Bollerup Andersen

tlf.: 22985498

e-mail: peter@betxpert.com

 

**** DENNE ARTIKEL ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF BETXPERT ****