Politik og erhvervsliv: En uheldig cocktail?

Hvis virksomheder ud over at skulle manøvrere i ansvarlighed og bæredygtighed også skal navigere i et oprørt hav af politik og identitet, bliver dét at drive virksomhed meget vanskeligere.

Forstyrrer en virksomheds fokus på politik, moral, CSR og lignende i virkeligheden selve ideen om at optimere udbyttet fra kerneforretningen? Fold sammen
Læs mere
Foto: Frank Peters/Iris/Ritzau Scanpix

Kære læser, mød Coinbase!

Som du sikkert kan gætte, er der tale om et bitcoin-firma. Som så mange andre bitcoin-firmaer er det placeret i San Francisco. Topchef Brian Armstrong er kronraget, for det meste iført sort T-shirt, 37 år, har en grad i økonomi og computer science og startede tidligt som iværksætter med base i – selvfølgelig – naboens garage. Så vidt er alt efter bogen.

Men i slutningen af september skrev Armstrong så en blogpost, der sendte chokbølger gennem techbranchen. Han gjorde det klart, at Coinbase er sat i verden for at skabe profit baseret på høj arbejdsproduktivitet og overlegen produktudvikling. Den målsætning vil fremover være Coinbases eneste målsætning, og det betyder, at Coinbase udtrykkeligt vil holde sig væk fra al non-profit-arbejde, CSR og politik helt generelt. Man tager simpelthen ikke stilling som virksomhed; kulturen i virksomheden er »apolitisk«.

Armstrongs udmelding har medført vrede reaktioner, men også mange positive fra andre techchefer, der ser hans budskab som en befrielse fra den politiske omklamring, som de oplever.

En vigtig forklaring er sikkert, at Brian Armstrong angiver en vægtig grund til at nedtone politik, CSR og non-profit-arbejde: At engagere sig i aktiviteter, der ikke er kerneaktiviteter og skader værdiskabelsen, fordi de »distraherer« og giver anledning til »intern splittelse«. Her peger han konkret på Facebook og Google.

Armstrong går stik imod, hvad der er blevet mainstream i erhvervslivet. Han hylder reelt den liberalistiske økonom Milton Friedmans kritik af, at virksomhedens ledelse bruger sin kontrol over virksomhedens ressourcer til at støtte ting, som ejerne ikke udtrykkeligt har godkendt.

For Friedman er det reelt at beskatte ejerne. Og ofte drejer det sig om ledelsens ønske om at pleje egne interesser, herunder fremstå som særligt »ansvarlige« i offentlighedens øjne. Det er ønsket om at eliminere dette kontrol- eller »principal-agent«-problem, der får Friedman til at anbefale profitmaksimering som virksomhedens eneste målsætning.

Gennem de seneste årtier har vi set en markant satsning på »ansvarlighed« og »bæredygtighed« som målsætninger for virksomhederne. Det vrimler med »sustainability centers«, »nye pagter« »ansvarlig ledelse« og lignende. Verdens business schools er helt fremme i skoene her. Med den såkaldte »grønne omstilling« vil der ikke blive mindre af dette. Samtidig har identitetspolitikken holdt sit indtog i erhvervslivet.

Det er let at se relevansen af den distraktion og interne splittelse, som Armstrong peger på, som en pris, den politiserede virksomhed let kommer til at betale. I forvejen vanskeliggør stakeholder-management, CSR og lignende ledelsesopgaven. Det er reelt umuligt at finde klare definitioner af, hvad CSR er. Samme uklarhed gælder kriterier for, hvem virksomhedens interessenter er. Hvis virksomhederne også skal manøvrere i et oprørt hav af politik og identitet, bliver det kun værre.

John List, et af de helt store navne inden for eksperimentel økonomi, har i en netop udgivet artikel peget på en anden uheldig effekt. Når virksomheden engagerer sig markant i CSR, yder mange medarbejdere mindre på jobbet. Det skyldes ikke, at de har mindre tid, men at de opfatter det sådan, at når de har været moralske i én dimension af deres indsats (CSR), har de »ret« til at opføre sig mindre efter bogen i en anden dimension (såkaldt »moral licensing«).

Man må formode, at dette også vil gælde for andre målsætninger end dem, der er virksomhedernes centrale målsætninger. Der er med andre ord tungtvejende grunde til, at virksomheder i betydeligt omfang bør være politikfrie zoner.