PKA-direktør går på pension i 2020

Efter 19 år i spidsen for pensionsselskabet PKA siger Peter Damgaard Jensen stop i 2020.

Pensionskassen PKA skal have ny direktør til april 2020. Den nuværende direktør Peter Damgaard Jensen går på pension, meddeler selskabet.

- Jeg har været meget glad for at stå i spidsen for PKA i så mange år, og jeg er stolt af det, vi har opnået, siger Peter Damgaard Jensen i selskabets meddelelse.

- Af samme grund har jeg vurderet, at det er det rette tidspunkt at lægge en plan for, hvornår jeg skal give opgaven videre. Derfor har jeg aftalt med formandskabet i PKA A/S, at jeg, i forbindelse med at jeg fylder 66 år i foråret 2020, fratræder som administrerende direktør.

Til april vil Peter Damgaard Jensen have været øverste chef for pensionskassen i 19 år.

/ritzau/