Pernille Bigaard ryddede op efter spekulanterne: »Jeg tror ikke, at man kan undgå kriser«

Antallet af konkurser eksploderede under finanskrisen. Pernille Bigaard er en af de advokater, der har behandlet flest af disse konkursbo. Hun mener, at krisen og konkurserne gav en tiltrængt oprydning blandt ejendomsspekulanterne. Men kriser vil der komme igen.

Advokat Pernille Bigaard har arbejdet med konkurser i mere end 40 år. Hun har set kriser komme med cirka syv års mellemrum. Nogle større end andre, men ingen som finanskrisen, som hun mener gav en tiltrængt oprydning blandt ejendomsspekulanterne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Pernille Bigaard har arbejdet med konkurser i mere end 40 år. Helt præcist siden 1977, da hun begyndte som advokatfuldmægtig på et advokatkontor, der behandlede insolvenssager.

Hun har set kriser komme med cirka syv års mellemrum. Nogle større end andre, men ingen som finanskrisen, der blev udløst 15. september 2008, da den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers krakkede.

Krisen satte en lavine i gang, som kostede tusindvis af virksomheder livet. Alene i 2009-10 gik 780 virksomheder med en omsætning over 15 mio. kr. konkurs. Pernille Bigaard har ikke tal på, hvor mange af finanskrisens konkursboer hun har behandlet, men det var et meget stort antal, fordi en række af sagerne bestod af koncerner.

Det første konkursbo, som landede på Pernille Bigaards skrivebord, var Sandgården, der gik konkurs 4. juli 2008 – altså et par måneder før Lehman-krakket.

Sandgårdens konkurs kom ikke som en overraskelse for Pernille Bigaard, der er partner i advokatfirmaet Plesner og formand for foreningen Danske Insolvensadvokater. Hun var nogle måneder tidligere blevet hyret af Forstædernes Bank, der var meget opmærksom på og bekymret for bankens store udlån til Sandgården.

Desuden havde hun i et stykke tid tænkt, at det ikke kunne fortsætte, som det gjorde på ejendomsmarkedet. Boblen af overbelånte ejendomme var blevet så stor, at det kun var et spørgsmål om tid, før den ville briste.

Det rullede bare videre

Pernille Bigaard var ikke den eneste, der funderede over, hvornår det ville ske. Snakken gik blandt advokater med speciale i fast ejendom og insolvens.

»Vi gik alle sammen i efteråret 2007 og tænkte: Hvornår sker det? Der må ske noget snart. For hvordan kan det blive ved med at køre? Byggeriet var voldsomt, og ejendomspriserne bare steg og steg. Men det rullede bare videre,« siger hun.

I slutningen af juni 2008 ramte Sandgården muren. Pernille Bigaard sad i møde i Forstædernes Bank en fredag eftermiddag, da hun blev ringet op af Sandgårdens advokat, som fortalte, at ejendomsselskabet havde standset betalingerne.

Forstædernes Bank ville gerne pege på Pernille Bigaard som kurator, så hun måtte træffe en hurtig beslutning, for hun var på vej på tre måneders længe planlagt orlov. Konkursboet vandt. Hun droppede orloven.

»Jeg tænkte: Vil du være med på den sag eller ej? Det ville jeg gerne, og så måtte jeg klare det andet,« siger hun.

Et nej til opgaven ville også have været et nej til forretning. De mange konkursboer blev for hele advokatbranchen en mulighed for at tjene, hvad branchen tabte på karrusellerne i de år, da markedet for virksomhedshandler lå underdrejet.

Kuratorsalæret i konkursboet Sandgården løb op i 35 mio. kr. for Pernille Bigaard og de to medkuratorer. Beløbet blev dog siden nedsat til 29,5 mio. kr. af skifteretten. Men Sandgården er – målt på kuratorsalær – langtfra det største af finanskrisens konkursboer.

For nylig kunne Berlingske fortælle, at konkursboet efter Amagerbanken er ved at udvikle sig til et af de mest givtige set med advokatbriller. Lige godt 96 mio. kroner har Kammeradvokaten og aarhusianske Holst Advokater indtil videre hævet i salær, siden banken krakkede i 2011.

Tre store konkurser på få dage

Mindre end to måneder efter Sandgårdens krak var der bud efter Pernille Bigaard igen. Hun blev på vegne af Roskilde Bank involveret i en anden af de store ejendomskoncerner, der også var i fare for at vælte. Det var Centerplan, som endte med at gå konkurs 29. oktober 2008 kl. 10.

En time tidligere var flyselskabet Sterling blevet erklæret konkurs. Og få dage før var det ejendomsselskabet Griffen, der gik ned. Pernille Bigaard blev udpeget til kurator i alle tre konkursbo efter forudgående aftale med kreditorerne. I Sterlings tilfælde var tidspunktet for konkursen nøje tilrettelagt.

»Vi var nødt til at vælge det tidspunkt, hvor der var flest fly på skandinavisk jord. Ellers kunne vi risikere, at flyene blev arresteret (tilbageholdt, red.) rundtom i verden, hvis de eksempelvis skyldte penge for brændstof,« siger hun.

Det var, hvad der skete efter OW Bunkers pludselige konkurs, hvor forsyningsskibe med bunkerolie blev arresteret rundtom i verden, fordi lokale kreditorer kunne kræve det. Den slags er til skade for kreditorerne i det danske konkursbo, og derfor skal en kurator i visse situationer ifølge Pernille Bigaard helst være involveret eller informeret i forløbet de sidste dage op til en konkurs for at kunne sikre sig flest mulige aktiver.

»Du kan ikke have de store konkursboer, hvis ikke du har mulighed for at sætte dig ind i sagerne fra det tidspunkt, skifteretten har fastsat datoen for konkursdekretet. Denne korte mulighed for forberedelse er guld værd. Der kan ske alt for mange ting i konkursboer. I nogle forsvinder aktiverne og i andre regnskabsmaterialet. Hvis bogføringen og regnskaberne er væk, har du ikke mange muligheder for at finde ud af, hvad der er foregået,« fortæller hun.

Aktiver skaffet af vejen

Derfor gælder det om at rykke hurtigt, når en virksomhed er gået konkurs. Men nogle gange er det for sent, fordi nogen internt i virksomheden forinden har set skriften på væggen og har skaffet aktiver af vejen.

Det oplevede Pernille Bigaard efter Centerplans konkurs, da hun og medkurator Søren Aamann Jensen stod i Centerplans hovedkontor.

»En medarbejder fra Centerplan sagde: »Her har vi alle de originale skøder«. Så åbnede han et skab, men det var tomt. Skøderne var væk! Jeg nåede lige at tænke, hvad gør vi nu? Men så slog det mig, at skøderne ikke var vigtige. Det vigtige er, hvad der står i tingbogen,« siger hun.

I Sandgården gik jagten på aktiver til Flensborg, fordi konkursboet havde fået et tip om, at ejeren af Sandgården, Martin Malvang Klüts, havde luksusbiler for et tocifret millionbeløb stående i en parkeringskælder i den nordtyske by. Hun sendte en medarbejder til Flensborg, som gennemgik samtlige parkeringskældre, men uden held. Bilerne var der ikke.

»Enten stod bilerne i en privat parkeringskælder, eller også var tippet forkert, men du er nødt til at reagere på det. Og hvis jeg havde fundet bilparken, havde den været mange penge værd.«

I konkursloven står, at kurator skal kontakte politiet, hvis der dukker oplysninger op, som kan give anledning til politimæssig efterforskning. Pernille Bigaard gav i flere tilfælde oplysninger videre til politiet.

Pernille Bigaard, advokat og leder af Plesners insolvensafdeling

»Jeg tror ikke, at man kan undgå kriser, og at det hele bare kan flyde roligt af sted. Der vil altid være foretagsomme typer, som prøver grænser af, og det skal der vel også være, for det er den eneste måde, du får en udvikling i gang. Og måske skal der en gang imellem en krise gennem samfundet for at få os alle til at være agtpågivende.«


En af dem førte til domfældelse af Sandgårdens Martin Malvang Klüts, som fik en dom på tre et halvt års ubetinget fængsel for groft skattesvig og skyldnersvig, fordi han overdrog tre luksusbiler til sin daværende hustru og dermed påførte kreditorerne store tab.

»Sandgården var i den slemme ende, men det er ikke det værste, jeg har set,« fortæller Pernille Bigaard.

Grådighed og fartblindhed

Mange af de konkursboer, der passerede Pernille Bigaards bord efter finanskrisen, var virksomheder i ejendomssektoren, som umiddelbart tog sig godt ud, men som byggede på stærkt opskrevne ejendomme, der var belånt til op over skorstenen. Hun hæfter sig ved særligt to fællestræk i konkursboerne i ejendomssektoren.

»Der var en grådighed og en fartblindhed. Du kunne ikke være med i den kreds, med mindre du havde en Ferrari eller noget lignende. Der var et ekstremt forbrug af alt muligt,« siger hun.

Hun mener, at finanskrisen gav en tiltrængt oprydning blandt ejendomsspekulanterne.

»Der skulle ryddes op. Det var nødvendigt.«

Og kriser vil der komme igen.

»Jeg tror ikke, at man kan undgå kriser, og at det hele bare kan flyde roligt af sted. Der vil altid være foretagsomme typer, som prøver grænser af, og det skal der vel også være, for det er den eneste måde, du får en udvikling i gang. Og måske skal der en gang imellem en krise gennem samfundet for at få os alle til at være agtpågivende,« siger Pernille Bigaard.