Pensionsselskaber kvitter cigaretterne

Det skal være slut med at investere i cigaretaktier i pensionsselskaberne PenSam og Lærernes Pension.

PenSam har solgt tobaksaktier for en halv milliard kroner og har sat 29 tobaksselskaber på den sorte liste, mens Lærernes Pension afhænder deres tobaksaktier i løbet af de kommende måneder. Scanpix/Sophia Juliane Lydolph/arkiv Fold sammen
Læs mere

Pensionsselskaberne PenSam og Lærernes Pension med henholdsvis 400.000 og 150.000 pensionskunder siger farvel til deres beholdning af tobaksaktier, skriver Politiken 2. juledag.

Alene PenSam har solgt tobaksaktier for en halv milliard kroner og har sat 29 tobaksselskaber på den sorte liste, mens Lærernes Pension afhænder deres tobaksaktier i løbet af de kommende måneder.

- På alle mulige leder og kanter er det veldokumenteret, hvor skadeligt tobak er, siger administrerende direktør Torsten Fels fra PenSam til Politiken om baggrunden for salget af tobaksaktierne.

Helt på linje er investeringsdirektør Morten Malle fra Lærernes Pension.

- Tobak er skadeligt både for rygeren og omgivelserne. Så det er ud fra en sundhedsmæssig betragtning, at vi dropper tobaksaktierne. Det kommer til at ske i løbet af første halvår i 2018, siger han til Politiken.

Med de to selskabernes beslutning er det nu op mod en million pensionskunder, der har droppet at investere i tobaksindustrien.

Alm. Brands 65.000 pensionskunder sagde i november i år farvel til både tobak, porno, alkohol, våben og fossile brændstoffer, mens PKA Pension med 300.000 pensionskunder blandt andet sygeplejersker, fysioterapeuter og andet sundhedspersonale for længst har sagt farvel til tobaksaktierne.

PenSams og Lærernes Pensions beslutning kommer, efter at tobaksindustrien i oktober blev smidt ud af FN's netværk for samfundsansvarlige virksomheder.

Dermed sidestiller FN's etiske virksomhedsnetværk, Global Compact, fremstilling af tobaksprodukter med "atomvåben og kemiske eller biologiske våben".

Kort fortalt bliver det anset for uetisk at tjene penge på dem.

/ritzau/