Pensionspenge bidrog til ny start

Værktøjsfabrikken Svendsen & Heinsbæk blev hårdt ramt af finanskrisen, men et nyt, slanket firma er opstået med kapital fra blandt andet pensionsopsparinger.

Læs mere
Fold sammen

I februar bukkede Svendsen & Heinsbæk A/S i Køge under for finanskrisen. En dyr flytning og et opkøb i Ringsted kombineret med store renteudgifter og opbremsningen i samfundsøkonomien gav dødsstødet til værktøjsfabrikken, der på toppen havde 33 på lønningslisten.

Virksomheden blev grundlagt i 1963, og i 1982 blev værktøjsmager Torben Jørgensen medejer og siden eneejer. Efter lukningen lykkedes det for en gruppe investorer at etablere et nyt firma, S+H Produktion A/S, med fokus på de sunde aktiviteter og en aktiekapital på godt to millioner kroner. Aktionærkredsen omfatter Torben Jørgensen selv og hans nærmeste familie, flere forretningsforbindelser og et par nøglemedarbejdere.

- Cirka 40 procent af aktiekapitalen er hentet fra pensionsordninger i aktionærkredsen, og havde vi ikke kunnet bruge den model, havde det nok været sværere at rejse den nødvendige kapital, siger Torben Jørgensen.

Sammen med erhvervsadvokat Jan Schøtt-Petersen, Ret&Råd Helsingør, fik han forhandlet aftaler på plads med de involverede banker, med konkursboet og med Nordea som ny bankforbindelse.

Det »nye« S+H Produktion åbnede i maj med en håndfuld ansatte, som er i fuld gang med at betjene en stor del af kunderne fra det gamle firma. S+H Produktion venter at beskæftige 10-15 mand ved udgangen af året.

Læs mere om ordningen på www.skm.dk