Pensionsbombe kan kosten staten milliarder

For op mod en million danskere vil opsparing til pension de sidste år, inden de trækker sig tilbage, være en rigtig dårlig forretning.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har sammen med resten af regeringen lovet at komme med et forslag til, hvordan pensionsklemmen løses. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

En større bombe under det danske pensionssystem er på vej til at blive udløst. For op mod en mio. danskere kan det fremover ikke betale sig at spare op til pension de sidste fem år, før de trækker sig tilbage, på grund modregning i de offentlige ydelser. Det vil sende en milliardregning direkte i hovedet på den danske finansminister.

Det er store dele af medlemmerne af LO samt offentlige ansatte som sygeplejersker og lærere, som vil blive ramt af den såkaldte pensionsklemme. Flere og flere af dem vil i løbet af de kommende år opdage, at de sidste års opsparing til pension er en rigtig dårlig forretning, og når det sker, vil lysten til at spare op til egen pension dale kraftigt, fremhæver både Forsikring og Pension samt forsker på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, Lisbeth Pedersen, der var medlem af den nedlagte Pensionskommission.

Regeringen har bebudet, at den til næste forår vil komme med forslag til, hvordan problemet kan løses, men der er skabt usikkerhed, om det kommer til at ske. Lisbeth Pedersen mener, at pensionsklemmen er det hidtil mest alvorlige problem for de danske arbejdsmarkedpensioner.

»Hvis folk begynder at spare mindre op til pension, vil det koste penge for statskassen. Folk vil langsomt begynde at finde ud af, at når de sparer op, bliver de trukket i offentlige ydelser. Det betyder, at deres nabo, som ikke har sparet op, er lige så godt – eller bedre stillet– end dem selv. Når folk opdager det, vil det skabe usikkerhed om systemet. Det kan blive ret omfattende og svært at vende igen,« siger Lisbeth Pedersen.

Fra både Lærernes Pension, PensionDanmark og PKA lyder meldingen, at de er meget opmærksomme på problemet. Lærenes Pension forsøger i øjeblikket at kortlægge, i hvilket omfang og hvordan deres medlemmer vil blive ramt.

Adm. direktør hos Forsikring og Pension, Per Bremer Rasmussen, fremhæver, at pensionsselskaberne ikke kan blive ved med at anbefale deres medlemmer og kunder at spare op til pension, hvis det ikke kan betale sig i de sidste år inden pensioneringen.

»Det kan arbejdsmarkedets parter heller ikke. For at komme fri af problemet kan det være, at arbejdsmarkedets parter aftaler, at pensionerne bliver lagt over i en aldersoparing, hvor der ikke er nogen modregning. Eller folk begynder at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet for at undgå at ryge ind i modregningen. Altsammen vil det gå mod målsætningen om, at vi skal finansiere en større del af vores alderdom selv af hensyn til de offentlige finanser,« siger Per Bremer Rasmussen.