Pengeregn på vej: "Vi vil gøre, hvad der er nødvendigt"

Chef for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi erklærer sig i utvetydige vendinger klar til at bekæmpe den største udfordring i Europæisk økonomi. Pengeregnen kan snart tage til, vurderer cheføkonom.

Centralbankchef Mario Draghi er klar til at bekæmpe den dalende euro-inflation. Det erklærede han fredag i en tale ved Frankfurt European Banking Congress. Her er Draghi flankeret af arrangøren, topchef for Commerzbank, Martin Blessing. Fold sammen
Læs mere
Foto: KAI PFAFFENBACH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

"Vi vil gøre, hvad der er nødvendigt."

Mario Draghi er en mand med ordet i sin magt, og fredag demonstrerede han igen sine retoriske evner, da han i en tale på en bankkongres i Frankfurts gamle operahus, erklærede sig klar til at bekæmpe den dalende inflation i euroområdet.

Målet er at hæve inflationen "hurtigst muligt", sagde Mario Draghi.

Med sit ordvalg om at gøre, hvad der er nødvendigt - "what we must" - bringer Mario Draghi minder om den skelsættende tale, som han holdt i London sommeren 2012. Talen blev afgørende for at skabe ro i eurokrisen, der var på vej ud af kontrol. Draghi bragte ro på de paniske markeder ved at gå uden for manuskript og erklære at ville gøre "whatever it takes" for at redde den fælles valuta.

Og "whatever it takes" er ikke småting, når man har råderet over seddelpressen i Den Europæiske Centralbank.

Fredag forstod investorerne da også signalet, og reagerede milisekunder efter at de havde opsnappet Draghis ord fra Frankfurt. Euroen faldt markant over for dollar, da talen blev offentliggjort. Euroen faldt fra niveauet 1,255 til 1,243 mod dollar.

I normale tider med fremgang og vækst består udfordringen for centralbanken som regel i at holde inflationen - dvs. prisniveauet - fra at stige, men tiderne er langt fra normale i Europa, hvor svag økonomisk aktivitet har sænket inflationen.

Centralbankens mål er en inflation på 2 pct., men euroområdet oplever lige nu en inflation på blot 0,4 pct. I flere lande - blandt andet Spanien - er faldende priser allerede en realitet. Det sker på trods af historisk lave renteniveauer og en række ekstraordinære lempelsestiltag fra centralbanken som blandt andet tæller opkøb af boligobligationer og direkte udlån til bankerne i Europa til meget lave renter.

Med talen bekræfter Draghi sine udmeldinger på det seneste rentemøde i Den Europæiske Centralbank, hvor han gjorde det klart, at man er klar til at tage nye metoder i brug for at pumpe gang i økonomien. Det kan blandt andet komme til at ske ved direkte opkøb af virksomhedsobligationer og statsobligationer.

I Sydbank venter cheføkonom Jacob Graven da også, at vi snart får nye tiltag at se fra Mario Draghi.

"Snart kan pengeregnen tage til over Europa", konstaterer han i en skriftlig kommentar til talen.

Jacob Graven vurderer, at tiltagene kan komme hurtigere end mange venter:

"Udtalelserne øger sandsynligheden for, at ECB (Den Europæiske Centralbank, red.) vil annoncere nye opkøb allerede i december. De fleste havde forventet, at ECB ville se tiden an til begyndelsen af det nye år for at vurdere effekten af de tiltage, der allerede er taget."