Pengene sidder igen løst hos de danske topchefer

Danske topchefer har fået lysten til at investere tilbage. Investeringer i ny vækst vil i 2015 ifølge analyse vokse med den højeste takt i otte år og runde 200 milliarder kroner.

Foto: Bax Lindhardt.
Læs mere
Fold sammen

Det lader til, at topcheferne i de danske virksomheder igen har fået lyst til at sætte skub i væksten ved at investere.

For første gang siden 2010 vil erhvervslivets investeringer i ny vækst runde 200 milliarder kroner, skriver dagbladet Børsen.

På baggrund af en analyse foretaget af tænketanken Axcel Future konstaterer avisen, at otte års investeringstørke er slut. Analysen fra Axcel Future giver nemlig udsigt til et år med den største investeringslyst siden finanskrisen.

»Væksten i investeringerne vil i 2015 for første gang vokse med omtrent den hastighed, der skal til for at nå i mål med regeringens målsætning om at skabe 150.000 job frem mod 2020,« siger Joachim Sperling, direktør for Axcel Future, til Børsen.

Analysen bygger på en ny økonomisk model, hvor investeringerne i de kommende kvartaler bestemmes af den historiske udvikling i aktiekurserne og virksomhedernes produktion og værdiskabelse.

Beregningerne viser, at erhvervslivets investeringer skal vokse med 82 milliarder kroner frem mod 2020 for at gå mod regeringens jobmål. Det svarer til en vækst i investeringer på ca. 13 milliarder kroner årligt i de næste seks år.

Børsen fremhæver selskaber som Novozymes, Nielsen & Nielsen og Dynamic Ropes, som planlægger store investeringer det kommende år i Danmark.