Penge fra efterløn bliver i folks lommer

Når efterlønnen bliver udbetalt, vil det ikke sætte gang i dansk vækst.

Når danskerne til næste år kan få deres indbetalinger til efterlønnen udbetalt, vil langt de fleste vælge at bruge pengene til at afvikle gæld eller spare op. Samlet vil kun omkring 2,5 milliarder kroner blive kastet ud i forbrug, viser en undersøgelse fra AK-Samvirke.

Undersøgelsen viser, at under hver tredje vil have deres efterlønsbidrag udbetalt. Og af dem, der vil melde sig ud af ordningen, er det kun 16 procent, der vil omsætte pengene i forbrug. Resten vil spare pengene op eller afvikle gæld.

Helt konkret har otte procent besluttet sig for at få udbetalt deres efterlønsbidrag, 23 procent har svaret, at de formodentlig vil gøre det, men har endnu ikke besluttet sig.

Af dem, der vil sige efterlønsordningen op og have deres penge udbetalt, er det kun er 16 procent, der vil anvende pengene på forbrug. De fleste vil hellere vil spare pengene op til pension eller til at betale gæld af.

- Det viser, at mange foretrækker at holde på pengene og spare dem op. Så hvis forventningerne er, at udbetalingerne skal booste samfundsøkonomien, får man altså en lang næse, siger Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke.

Når efterlønsmilliarder bliver givet fri, skal man dog tænke sig om en ekstra gang, inden man går til kasse ét for at få sine penge.

Folk over 45 år risikerer at snyde sig selv, fordi de går glip af den skattefrie præmie på 144.000 kroner, som man får hvis man er medlem af efterlønsordningen og alligevel arbejder frem til pensionsalderen.

I aldersgruppen 45-49 år er der 38 procent, som gerne vil have pengene udbetalt eller som siger de formodentlig vil have den ud. Blandt dem over 50-år er det 14 procent.

- Hvis folk gør, som de siger, de vil i undersøgelsen, er der rigtig mange, som kommer til at snyde sig selv for titusindvis af kroner, siger Verner Sand Kirk.