Overskuddet på betalingsbalancen falder

De danske balancer over for udlandet er fortsat over analytikernes prognose, men overskuddet falder, viser tal fra Danmarks Statistik.

Foto: Brian Bergmann
I september var der et overskud på betalingsbalancens løbende poster på 14,2 milliarder kroner. Det er et fald i forhold til måneden før, hvor tallet var 15,4 milliarder kroner.

I forhold til september 2012 er overskuddet på betalingsbalancen steget med 3,1 milliarder kroner, og selvom overskuddet i september faldt, så er cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian, imponeret over tallet.



»Betalingsbalancen har over de seneste år sat den ene rekord efter den anden. I september i år var overskuddet på 14,2 mia. kroner. Dermed har der over de seneste 12 måneder været et overskud på 120,2 mia. kroner. Det er det højeste overskud nogensinde,« skriver Steen Bocian i en kommentar.

Han forklarer overskuddet på betalingsbalancen over det seneste år med den noget tekniske post, løn og formueindkomst, som over det seneste år har bidraget med et overskud på cirka 59 milliarder kroner.

»Løn- og formueindkomsten er så at sige afkastet på vores investeringer i udlandet, og det flotte bidrag fra denne post er et udtryk for, at vi faktisk har været dygtige til at investere i udlandet, hvilket altså gør, at vi som nation delvist kan leve af forrentningen af vores investeringer. Sagt på en anden måde, så er vi rigere end vores egen arbejdsindsats kan retfærdiggøre, da vi tjener penge på andres indsats på de virksomheder vi ejer i udlandet. En ganske rar situation at befinde sig i - det er trods alt rart, når nogen gider, at knokle på ens vegne,« skriver Bocian.



Eksporten fra august til september faldt med 2,5 procent, men set over de seneste tre måneder er eksporten steget med 1 procent. Faldet i eksporten i september skyldtes primært faldende olieeksport.