Efter at være faldet måned efter måned i lang tid tog inflationen i Danmark et ordentligt hop opad i juli. Priserne steg med hele 1,3 procent sammenlignet med juni, når man tager højde for de sædvanlige sæsonudsving i priserne. Dermed når årsinflationen op på 3,1 procent mod 2,5 procent i juni. Det er første gang siden oktober sidste år, at inflationen stiger.
Den såkaldte kerneinflation, hvor energi og fødevarer er fjernet fra kurven, steg i juli til 5,3 procent fra 4,9 procent i juni og er altså markant højere end den samlede. Kerneinflationen giver et bedre billede af den underliggende udvikling i priserne. På trods af den kraftige stigning i juli er prisniveauet samlet set dog ikke steget siden oktober sidste år.