Ganske uventet er Japan blevet overhalet af Tyskland, der dermed er verdens tredjestørste økonomi. Og i kulissen venter en tredje spiller på at overhale dem begge.
Det skete på baggrund af en høj, japansk inflation, som dermed har hæmmet den indenlandske efterspørgsel og det private forbrug i det, der nu kun er verdens fjerdestørste økonomi, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ranglisten over de fem største verdensøkonomier ser dermed nu sådan ud:
USA
Kina
Tyskland
Japan
Indien
Analytikere spår endnu en nedgang i Japans økonomi
Den japanske nationalbankdirektør, Haruhiko Kuroda, har længe insisteret på en ultraløs pengepolitik, trods en konstant faldende yen og en stigende inflation.
Mange analytikere forventer, at denne ti år lange pengepolitik i Japan i år vil betyde, at det opsving, som Japan i en periode har oplevet, vil forsvinde helt i år. Andre tvivler.
»To kvartaler med recession i bruttonationalproduktet og tre på hinanden følgende fald i indenlandsk efterspørgsel er dårlige nyheder, selvom revisioner kan ændre de endelige tal på marginen,« siger Stephen Angrick, der er seniorøkonom hos Moody's Analytics, til Reuters.
Japans bruttonationalprodukt (BNP) faldt med 0,4 procent på årsbasis i perioden oktober til december 2023 efter et fald på 3,3 procent i det foregående kvartal. Det viste regeringsdata torsdag, hvilket forvirrede markedsprognoserne, der havde ventet en stigning på 1,4 procent, skriver Reuters.
»Det, der er særligt slående, er trægheden i forbrug og kapitaludgifter, som er nøglepillerne i den indenlandske efterspørgsel,« siger Yoshiki Shinke, der er seniorøkonom ved Dai-ichi Life Research Institute, til nyhedsbureauet.
Cadeauen til Tyskland kommer på et tidspunkt, hvor tysk økonomi faktisk er i dyb krise, og hvor analytikerne skændes om, hvorvidt Tyskland har overtaget rollen som Europas syge mand, fordi man ikke rigtigt er kommet ud af coronamørket.
Den tyske industriproduktion har været faldende siden udgangen af 2017 og lå i december 15 procent lavere end dengang.
I den seneste rapport om global konkurrencedygtighed fra IMD er Tyskland på fem år faldet fra nummer 17 til nummer 22 på den globale rangliste.
Indien venter i kulissen
Snart kan listen over verdens tre største økonomier være ændret igen. For både Tyskland og Japan står til at blive overhalet indenom.
Økonomer forventer, at Indiens økonomi i mindst tre år frem vil være den hurtigstvoksende blandt de større lande – nemlig med helt op til syv procent i 2027.
Det er kun tre uger, siden det indiske aktiemarked for første gang nogensinde bankede Hongkong af pinden og dermed blev det fjerdestørste i verden.
Den samlede værdi af aktier noteret på de indiske børser nåede da 4,33 billioner dollar (altså 43.300 milliarder dollar) og overgik dermed Hongkong-aktiernes samlede værdi på 4,29 billioner dollar.
Kinas økonomi er i stigende grad presset, mens Indien oplever en stabil, politisk situation, hvor økonomien har sat større gang i forbruget. Samtidig har Indien overhalet Kina og er i dag verdens folkerigeste nation med anslået 1,43 milliarder indbyggere. Og Indien har en af de yngste befolkninger i den arbejdsduelige alder. Næsten 53 procent af alle indere er under 30 år gamle.
Nedsmeltningen i den kinesiske økonomi har gjort landets aktiemarked til verdens værste.
Kinas økonomi voksede i 2023 med blot 5,2 procent. Det er den laveste vækst siden 1990, når man ser bort fra de tre år under pandemien, og internationale økonomer forventer samstemmende, at væksten i år vil falde yderligere til omkring 4,5 procent.
Igennem de seneste mange år er kinesisk økonomi ellers vokset med tocifrede vækstrater.
På tre år er det kinesiske aktiemarked blevet 43.200 milliarder kroner mindre værd, mens det amerikanske aldrig har ligget bedre og i samme periode er steget 36.880 milliarder kroner i værdi.