OVERBLIK: Uber - samkørsel eller kontroversiel taxiapp?

Udenrigsministeriet og en fond hjalp med at få Uber etableret, da de kom i 2014. Få her et overblik over Uber.

København: Uber blev blot to timer efter ankomsten til Danmark, politianmeldt af Trafikstyrelsen, og Københavns Politi har sigtet mindst 24 Uber-chauffører for ulovlig taxakørsel.

Nu viser det sig, at Invest in Denmark, som er en del af Udenrigsministeriet, og fonden Copenhagen Capacity hjalp omstridte Uber, da de skulle etablere sig i Danmark i 2014. Det har mødt kritik fra flere steder.

Få her et overblik over ordningen.

* Uber er et amerikansk koncept, der bliver stiftet i 2009 af Garret Camp og Travis Kalanick. Sidstnævnte er i dag administrerende direktør i virksomheden.

* Ordningen går ud på, at kunden via sin mobiltelefon kan bestille en kørsel, der i snit er 20 til 30 procent billigere end en tur med taxi.

* Uber har flere kategorier, som afgør eksempelvis bilens standard og har betydning for kørslens pris.

* Før afhentning får kunden besked med foto af chaufføren og dennes navn samt bilens registreringsnummer.

* I december 2011 bliver Paris den første by uden for USA, hvor Uber bliver lanceret.

* Uber findes i 67 lande - heriblandt Danmark - og hundredvis af byer. Den er dog også blevet forbudt flere steder.

* Ubers service presser taxibranchen hårdt. Eksempelvis er antallet af daglige ture for New Yorks taxaer faldet 11 procent i løbet af tre år siden Ubers indtog.

* Ifølge Uber er der tale om en samkørselsordning, hvor private bilejere stiller sig til rådighed og kan hyres til en tur, hvor chauffør og passager efterfølgende deler omkostningerne.

* Danske taxiselskaber mener, at Uber ikke overholder retningslinjerne for fair konkurrence, fordi Uber-chauffører ikke er underlagt samme reguleringer såsom forsikring, registrering til erhvervskørsel og andre lovpligtige udgifter.

* Selskabet bag appen blev ved introduktionen til Danmark politianmeldt af Trafikstyrelsen, som mener, at Uber overtræder personbefordringsloven.

Kilder: Uber.com, Børsen, Information, Avisen.dk.

/ritzau/