OVERBLIK: Se hovedtrækkene i EU's kompromis om CO2-kvoter

Det skal være dyrere at forurene - blandt andet ved at gøre det muligt at både parkere og annullere kvoter.

Canete - 20170228201833244_org
EU''s klimakommissær, Miguel Arias Cañete, siger, at kvotehandelssystemet er EU''s vigtigste redskab for at kunne nedbringe forureningen og leve op til sine forpligtelser under klimaaftalen fra Paris. (Arkivfoto) Reuters/Eric Vidal
Læs mere
Fold sammen

Bruxelles. Et flertal blandt EU-landenes miljøministre bakker tirsdag op om et kompromis, der skal reformere EU's system for handel med forureningskvoter.

Her er hovedtrækkene i det eksisterende system og medlemslandenes plan for, hvordan det skal reformeres:

- Selve systemet:

* EU's kvotehandel med CO2 dækker flere end 11.000 energitunge industrier og kraftværker og cirka 45 procent af udledningen i EU-landene.

* Systemet skal få udledningen af drivhusgasser ned ved hjælp af markedskræfterne.

* Virksomheder får et vist antal gratis CO2-kvoter og skal købe resten på auktion. De, der sparer energi, får overskud af kvoter og kan sælge dem.

* Kvotehandlen skranter imidlertid, fordi EU-landene har givet deres egne industrier alt for mange gratis kvoter. Også finanskrisen har fået CO2-prisen til at styrtdykke.

* For at undgå systemets kollaps iværksatte EU-Kommissionen i 2013 en redningsaktion. 900 millioner kvoter blev midlertidigt taget ud af markedet indtil 2019.

* Kvoteprisen er dog stadig meget lav - 5-6 euro imod de forventede 20-40 euro per ton.

- Hovedelementer i tirsdagens kompromis, der nu skal danne basis for forhandlinger med EU-Parlamentet:

* For at rette op på priserne vil man sætte mere fart i den del af systemet, der trækker overskydende kvoter ud af handlen og placerer dem midlertidigt i en reserve.

* Der skal indføres et loft for, hvor mange kvoter der kan stå i reserven - og fra 2024 skal den del af de opmagasinerede kvoter helt sløjfes i stedet for at blive sendt tilbage i handelen.

* Der skal under nærmere betingelser kunne uddeles yderligere to procent gratis kvoter til industrier, der ellers risikerer at løbe tør. Det skal ske for at sikre, at EU-virksomheder ikke mister konkurrenceevne over for udlandet.

Kilder: Reuters, EU-Kommissionen, Dansk Energi m.fl.

/ritzau/