Optimismen er tilbage i erhvervslivet

Over halvdelen af de danske topledere tror på massiv vækst de kommende tre måneder, men nye ansættelser lader dog vente på sig.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Optimismen er for alvor vendt tilbage i toppen af dansk erhvervsliv.

Over halvdelen af toplederne i de største danske virksomheder forventer nu flere ordrer, stigende omsætning og større overskud i de kommende tre måneder sammenlignet med samme periode sidste år.

Det viser et rundspørge, som Berlingske Research har foretaget blandt 181 topchefer fra forskellige brancher blandt de 1.000 største danske virksomheder.

56 procent af erhvervslederne ser frem til flere ordrer, mens kun 14 procent forventer færre ordrer.

Spørges der til omsætningen, svarer halvdelen af topcheferne, at den stiger. Kun 14 procent forventer en faldende indtjening.

Tidligere vismand og økonomiprofessor ved CBS Jan Rose Skaksen ser topchefernes svar som indikator på et begyndende opsving:

»Undersøgelsen viser, at vi er godt og grundigt på vej ud af krisen. Topchefernes udmeldinger ligger i forlængelse af andre positive tegn, vi har set for dansk økonomi på det seneste,« siger Jan Rose Skaksen.

De seneste uger har syv af Danmarks største børsnoterede selskaber afleveret kvartalsregnskab. Af dem har fire selskaber opjusteret forventningerne til fremtiden. Ingen har nedjusteret, og børsmarkedet forventer flere opjusteringer.

Andre tegn på et spædt opsving er det stigende bilsalg og positive udsving på industriens og servicesektorens konjunkturbarometre.

Administrerende direktør i mejerigiganten Arla Peder Tuborgh er blandt de topchefer, som tror på et stigende privat forbrug.

»Vi tror på bedre tider og er gået i gang med det største investeringsprogram nogensinde,« siger han.

De seneste ledighedstal overraskede positivt, idet arbejdsløsheden har stabiliseret sig på et niveau lige under 120.000 ledige, men kun 12 pct. af topcheferne regner med at ansætte flere medarbejdere i de kommende tre måneder, mens hele 36 pct. vil skære i bemandingen.

Plastproducenten Plast Team har skåret i antallet af medarbejdere under krisen, men her regner adm. dir. Jacob Andersen ikke med at hyre nye folk på trods af bedre tider.

»Det skyldes løbende effektiviseringer,« forklarer han.